Venstre foreslår undervandsmetro ved Gl. Strand

År 2018. Hovedstadens helt egen Loch Ness - en metro under vandet mellem Gl. Strand og Kgs. Nytorv. Det er hvad medlem af Folketinget og miljøordfører Eyvind Vesselbo (V) og hans partifælle kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev nu foreslår, som en løsning i kølvandet på den heftige borgerdebat, der har været omkring placeringen af den nye Metro Cityrings stop på den gamle plads ved Gl. Strand over for Christiansborg, skriver Berlingske Tidende.

»Vi har længe drøftet, om
metrostationen skal ligge på Gl. Strand, Højbro Plads eller ovre
ved Christiansborg slotsplads. Ingen af de løsninger er
optimale. Vi foreslår, at man lægger den nede i kanalen under
vandet lige før broen. Det vil betyde, at man ikke generer nogen
inde på land, og samtidig vil man få et enormt visionært
projekt, der vil kunne fungere som turistattraktion. Bunden af
kanalen vil simpelthen være loftet på metrostationen,« siger
Eyvind Vesselbo. Venstrepolitikeren vil nu sammen med Pia
Allerslev sende et brev til Metroselskabet med en opfordring om
at undersøge de tekniske og miljømæssige omstændigheder omkring
undervandsmetrostationen. Metroselskabet oplyser til Berlingske
Tidende, at undervandsprojektet rent teknisk godt kan lade sig
gøre. »Alt taler for, at det vil kunne laves på nogenlunde samme
vilkår som det projekt, der er sat i værk nu. Min opfattelse er
endda, at det kan blive billigere. Så hvis der viser sig nogle
problemer, vil de nok være små i forhold til et så visionært
projekt. Det er lidt af et columbusæg,« siger Eyvind Vesselbo,
der bakkes op af Pia Allerslev, der dog mener, at byggepladsens
placering er prioritet nummer ét. »Før vi er sikre på, at vi har
undersøgt de muligheder, der kan være, så synes jeg simpelthen
ikke, vi kan være bekendt at aflevere en byggeplads i så mange
år til folk, der bor omkring Gl. Strand. Så jeg synes, det her
virker logisk, og hvis det kan lade sig gøre, vil jeg gerne
have, at man forholder sig til det. Det er mest byggegenerne,
der bekymrer mig, for når pladsen først er færdig, tror jeg, at
det bliver rigtig flot,« siger Københavns kultur- og
fritidsborgmester. Borgergruppen til bevarelse af Gl. Strand har
dog ikke armene helt i sky af begejstring. »Det er ikke generne,
vi anfægter, dem er der jo nogen, der skal døje med, sådan er
det jo. Men det vi har noget imod er, at Gl. Strand skal laves
til metrostation, for det er området simpelthen for pænt til,«
siger Nanna Nørregaard-Nielsen, der er talsmand i borgergruppen.
»Men de har ikke taget nogle af vores alternativer til
efterretning før, så det glæder mig da, at der er nogen, der går
videre med et af dem. Men jeg synes stadig ikke, det er den
bedste løsning. Det er Højbro Plads i forhold til
passagerprognoserne. Men det lyder spændende med en
undervandsmetro, og vi er jo også nødt til at mødes på midten,«
påpeger hun. De Konservatives trafikordfører, Henriette Kjær,
forstår ikke, hvorfor der bliver foreslået et alternativ så sent
i forløbet, da byggeriet er sat til at gå i gang i 2009. »Det er
meget, meget sent at komme med det forslag. Det er
uprofessionelt, at Københavns Kommune, der selv er bygherre på
det her projekt, er med til at stille et alternativt forslag nu.
Jeg mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at lave tingene om nu.
Jeg ved ikke, om det vil fordyre projektet, men det vil i hvert
fald forsinke det, og uanset hvad vil det jo påvirke området
alligevel,« siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik