Venner gør klar til at lede efter forsvundne Jonas

Via Facebookgruppen "Find Jonas Schmidt" gør familie, venner og bekendte sig klar til at lede efter forsvundne Jonas, når politiet giver grønt lys.

Poltiet har mandag morgen tilkaldt dykkere, der skal lede efter 17-årige Jonas Schmidt ved havnen i Frederiksværk. 

Han forsvandt torsdag aften fra en fest, hvor han selv var vært og er ikke set siden.

Mens venner og familie venter på nyt fra politiet, har de oprettet Facebookgruppen "Find Jonas Schmidt". Her deler de oplysninger om eftersøgningen og samler folk, der vil hjælpe med at lede efter ham, når politet giver grønt lys. 

Læs også 17-årig sporløst forsvundet: Forsvandt fra sin egen fest

Trine Babiel er lærer i 10. klasse på Frederiksværk Gymnasium, hvor Jonas går. Hun er en af administratorerne af Facebooksiden. 

- Jeg sidder her og klikker ret meget, gruppen er oppe på omkring 500 medlemmer, siger hun og fortsætter:

- Lige nu handler det bare om at gøre folk interesserede i det,  så de vil hjælpe, når det bliver nødvendigt, siger Trine Babiel.  

Men selvom de pårørende tripper for at komme i gang med at lede efter deres ven, så er det vigtigt, at politiet giver grønt lys først. 

- Det er vigtigt, at vi ikke går ud, før det er i orden med politiet. 

SIGNALEMENT AF JONAS SCHMIDT

-17 år gammel
- 175 høj
- Spinkel af bygning
- Skulderlangt lyst hår, som er opsat 
- Grønne øjne
-  Ved sin forsvinden var han iført en mørkegrøn fjällräven jakke, en brun Carhartt-hue og mørke bukser

Søndag aften blev hans forsvinden meldt til politiet, som mandag morgen endnu ikke har fundet teenageren.

- Men vi har fundet et par bukser på havnen, og hans venner siger, at det er hans, fortæller vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Nordsjællands Politi på 114.