Der var engang, da man klædte sig fornuftigt og opførte sig ordentligt!
Sådan kunne det lyde fra deltagerne af det årlige cykelløb, Copenhagen Tweed Ride, som afvikles i København lørdag den 10 september. For når de knap 200 cyklister begiver sig afsted, så er det med fokus på netop stil, god opførsel og venlighed.
- Den her sommer har der jo været en masse omtale af dårlig opførsel blandt cyklister. Vi vil gerne kippe med flaget og gøre opmærksom på noget andet. Vi klæder os i pænt tøj og signalerer, at når man er pænt klædt udvendigt, så kan man også være pæn indvendigt.
Frans Grandjean
Sådan lyder det fra medarrangør Frans Grandjean, der fortæller, at mange af deltagerne går langt for at finde vintage tøj, som passer til cykelløbets stil.
-Og faktisk er det jo et cykelløb - uden at være et løb. Det er mere en cykeltur - en slags positiv, gammelsdags sightseeing, siger han.
Copenhagen Tweed Ride er inspireret af ligende cykelarrangementer i for eksempel New York og London, hvor det handler om at reklamere for det at cykle.
-Det behøver vi ikke i København - for her h a r cyklismen jo vundet. Nu skal det derfor handle om opførsel, siger Frans Grandjean.
Man kan godt være med, selv om man ikke lige er i besiddelse af et tweed-sæt og en gammel engelsk herrecykel. Det koster 100 kroner at deltage, og pengene går ifølge Frans Grandjean til de motorcykler, der skal køre foran de cyklende københavnere.