Foto: Mageløse

Velkommen i det gamle kontroltårn: Her er de vilde planer

Et bofællesskab fik opfyldt en ægte drengedrøm. De er kommende ejere af et gammelt militærtårn, og nu skal der lægges planer.

- Der går totalt ”Topgun” i den. Det er jo for vildt at sige, at man køber et kontroltårn, lyder det begejstret fra Sidsel Maimann Davidsen.

Der går jo totalt ”Topgun” i den. Det er jo for vildt at sige, at man køber et kontroltårn

Sidsel Maimann Davidsen, bofællesskabet Mageløs

Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad hun og resten af bofællesskabet Mageløse er i gang med, skriver Furesø Avis.

De fik nøglerne til kontroltårnet på den gamle Flyvestation Værløse for et år siden, og nu venter de bare på at få den officielle købsaftale på plads.

Selvom tårnet er kommet i bofællesskabets hænder, er der dog ingen grund til fortvivlelse, hvis du selv drømmer om at bestige de godt 15 meters militærhistorie.

Læs også Kom med på rundvisning: Fra militærbase til miljøboliger

Et tårn med "wauw-faktor"

FLYVESTATION VÆRLØSE

Flyvestation Værløse blev oprettet i 1910 som en teltlejr for Hæren.
I 1934 flyttede Hærens Flyvertropper ind og anlagde en flyveplads på området syd for Værløselejren. Området blev derfor kendt som Sydlejren. 
Flyvestation Værløse blev en af områdets største arbejdspladser.
Den sidste flyvende enhed forlod stedet i marts 2004, og i 2008 var de sidste dele af Flyvevåbnet flyttet til andre lokaliteter. 

Kilder: koldkrig-online.dk og egedalleksikon.dk

At bofællesskabet Mageløse blev tårn-ejere ligger der en del historie bag. 

Folkene fra Mageløse mødte hinanden til en workshop i Furesø Kommune for nogle år tilbage.

- Alle os, der har meldt os ind i Mageløse har en drøm om datidens landsbysamfund, hvor man passer på hinanden og hjælper hinanden, fortæller Sidsel Maimann Davidsen til TV 2 Lorry.  

I 2016 kom de i dialog med statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, om byggegrundene på den gamle flyvestation Værløse.

De valgte en grund, hvor der kan bygges huse til de 29 familier, der bliver en del af det kommende bofællesskab.

Men så var der også lige det gamle kontroltårn. Det tronede sig op og åbnede helt nye muligheder.  De begyndte at lege med tanken om også at købe det.

- Alene bare den der wauw-faktor. Hvilket barn har ikke drømt at sige ”jeg går lige op i mit kontroltårn”, siger Sidsel Maimann Davidsen.

De bød en million. Det blev godkendt.

  Foto: Mageløse

Læs også Gammel flyvestation får miljørigtige boliger

Kom indenfor

Inden vi fik set os om, var der lang kø. Mange har kigget på tårnet, uden at have fået lov at komme derop.

Sidsel Maimann Davidsen, bofællesskabet Mageløs

  Foto: Mageløse

Som nævnt har bofællesskabet dog ingen intentioner om at spærre sig inde i tårnet. De vil meget gerne lukke offentligheden ind.

De oplevede nemlig en kæmpe nysgerrighed og interesse fra lokalsamfundet under sidste års ’Store Flyvedag’ på Flyvestation Værløse, hvor de havde fået lov til at være i kontroltårnet,

- ’Må vi ikke komme op at kigge?’ spurgte folk. ’Jo, men på egen risiko’ svarede vi. Inden vi fik set os om, var der lang kø. Mange har kigget på tårnet, uden at have fået lov at komme derop. Vi hørte mange sjove historie om det og mødte blandt andre ham, der lukkede det ned tilbage i 2005, fortæller Sidsel Maimann Davidsen.

Læs også Gammelt fort vakt til live: En himmel for outdoor-entusiaster

Bar eller boliger?

Nu er det store spørgsmål, hvad de skal bruge kontroltårnet til.

  Foto: Mageløse

Èn af deres umiddelbare tanker var at lave en bar, hvor man kan ”drikke nogle øller og noget kaffe”.

Til en brainstorm har der dog også været mange andre vilde idéer oppe at vende: Svævebane eller klatrevæg. Et mikrobryggeri. Hjemmearbejdspladser eller studieceller. Teenageboliger i tårnværelserne.

De har nu søgt en pose penge fra Realdania-kampagnen Underværker, som de håber kan speede processen med at istandsætte tårnet lidt op, så det hurtigere kan gøres til en attraktion. 

Mageløses beboere regner med at kunne flytte ind i området til påske næste år, hvis alt går efter planen.

02:45

Hør den skæbnesvangre historie om flyvestation Værløse. Stationen, der vågnede under et brutalt angreb fra luften - en tidlig morgen i april, 1940

Luk video

 

Læs også Entusiaster vil åbne flyværksted i gammel hangar