Vejstøj dræber: På Vestegnen kæmper man forgæves mod larmen

Borgere på Vestegnen må fortsat ligge vågne om natten i støj fra trafikken. Vi føler os ignorerede, lyder kritikken.

Hvert år dræber vejstøj flere hundrede danskere. 

quote Der må kunne findes en intelligent løsning. Det virker gammeldags, at vi kun kan tænke i støjdæmpende dæk og asfalt 

Mogens Eliasen, nabo til motorvejen

Det viser en større dansk undersøgelse af 60.000 danskere, hvis bopæl har været kendt siden 1980'erne. 

Tallene er renset for andre faktorer så som rygning, og resultatet er alarmerende. 

Mennesker, der bor i konstant støj får hyppigere blodprobber og slagtilfælde, fordi larmen aktiverer vores stresshormoner og forsager dårligere søvn, forklarer forsker Mette Sørensen fra Kræftens Bekæmpelse til Politiken. 

Problemet er udbredt på Vestegnen, hvor TV 2 Lorry tidligere har kunnet fortælle, at flere borgmestre føler sig svigtede af staten, fordi problemer med støj langs motorvejen ikke tages alvorligt på Christiansborg. 

Borgere kæmper forgæves
Men der er endnu ikke sket nok, skriver Politiken torsdag, der blandt andet har besøgt økonomen Mogens Eliasen, som bor klods op af motorvejen ved Køge. 

Han har både skrevet til transportministeren, Vejdirektoratet og kommunen, men myndigheder kaster bolden frem og tilbage mellem hinanden.

- Der må kunne findes en intelligent løsning. Det virker gammeldags, at vi kun kan tænke i støjdæmpende dæk og asfalt eller i at bygge i højere og højere mure. Jeg drømmer om, at man kan finde en teknologisk løsning, måske kan man udsende lydbølger, som nautraliserer lyden fra vejen, siger han til Politiken. 

Sidst han har haft ro var på en ferie i Sydeuropa for flere år siden. Hverken lydisolerede vinduer eller lukkede døre giver stilhed i hans hjem - kun høj Jazzmusik overdøver bilerne. 

Slipper billigere i skat men må fortsat ofre helbredet
Problemerne med støj er især udbredte ved Køge Bugt-motorvejen, Holbækmotorvejen og Motorring 3. 

Her blev et flertal i Folketinget enige om i november 2016, at  den generende trafik skulle kunne give en reduktion i ejendomsvurderingen, således at beboerne slipper med at betale mindre skat. 

Det løser dog ikke beboernes helbredsproblemer, og flere Vestegnskommuner føler sig ignorerede. 

Derfor har man etableret samarbejdet 'Silent City' for at gøre opmærksom på problemerne.  Man er blandt andet utilfreds med, at de pengepuljer, man før havde, til at dæmpe eksisterende støjproblemer er tømte.  

I december 2016 kunne TV 2 Lorry fortælle, at Køge Kommune håber, at borgerne selv vil være med til at betale for nye støjværn langs motorvejen. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik