Vejen til integration går gennem køkkenet

Integrationskurset "Kom Frit Frem" i Gribskov har på seks uger løftet seks syriske kvinder og gjort dem parate til at deltage i det danske samfund.

- Velkommen til afslutningen her på vores projekt "Kom Frit frem". 

Bordet foran Vibeke Hansen, der er projektleder hos organisationen Gribskov hjælper Flygtninge, bugner af alskens lækkerier: hummus, vinbladsruller, auberginer, kyllingretter og ris.

Hendes tale indleder den sidste middag i et projekt, der skal være med til at intregere syriske kvinder i det danske samfund og arbejdsmarked. 

Rundt om bordet sidder de seks syriske kvinder, deres daglige leder og de frivillige omkring projektet.

De stolte kvinder, der har gennemført det første af det anderledes integrationsprojekt sammen, får deres kursusbevis:

- Jeg er ked af det, fordi det er sidste dag, siger Zeinab Alkiko, der er en af deltagerne.

Hun er sidst i 30'erne, enlig mor til tre og har været i Danmark i to år. I den tid har hun været på dansk-kursus og i praktikforløb, der skulle integrere hende, men det er faktisk første gang, hun prøver at bruge sit dansk.

For kvinderne fra Mellemøsten forstår ikke, hvordan de skal finde ind i vores samfund. Så trods alle gode intentioner og kurser, preller meget af integrationsindsatsen af på de fleste.

quote De har fået en ide om, hvordan det er at bo i Danmark. De er blevet meget mere danske på de her fem uger og forstår os bedre

Vibeke Hansen, Projektleder "Gribskov hjælper Flygtninge"

Kulturforståelse er også at lære at gå til tandlæge

Integration kan også være yoga for at fjerne stress, madlavning, tandlægebesøg og kulturforståelse.
Og så selvfølgelig sprogundervisning ud fra hverdagens små gøremål.

På seks uger har kurset "Kom Frit Frem" fået kvinderne til at åbne op for deres hverdagsproblemer og jobdrømme 
gennem snak og samvær, der er bygget op om fælles madlavning hver dag:

- Først og fremmest har de brug for at lære dansk, at lære nye ord i køkkenet, lære noget om at lave mad med de danske grøntsager, fortæller Rim Droubi, daglig leder i projektet "Kom Frit Frem". 

Det anderledes integrationskursus er startet af organisationen "Gribskov hjælper Flygtninge":

- De har fået en ide om, hvordan det er at bo i Danmark. De er blevet meget mere danske på de her fem uger og forstår os, fortæller Vibeke Hansen.

Hun har været med til at udvikle kurset ud fra en oplevelse af, at de almindelige integrationsprojekter ikke virker ret godt. Hun mener ikke, der normalt bliver set på den enkelte, og ingen tænker over, at der er en kæmpe kulturforskel:

- De har levet et liv, der måske er som her - bare for 150 år siden, siger Vibeke Hansen.

Så kvinderne er ifølge hende ikke klar over deres rettigheder og slet ikke over, hvor de kan bede om hjælp eller vejledning. 

Føler, de kan bruges til noget nu

Især kvinder fra flygtningefamilier har svært ved at finde sig til rette i deres nye land. 

- De har gået meget lidt i skole og har ikke nogen særlig uddannelse. De har faktisk aldrig arbejdet nogen af dem, fortæller Vibeke Hansen.

Derfor har der også været lægebesøg, køkken-hygiejnekursus og undervisning i NemID på skemaet:

- De har brug for at være sammen med danskere. Og det her giver et godt netværk, og det hjælper dem meget, siger Rim Droubi, der selv har været i Danmark i tre år og to måneder. Hun taler dansk og tolker i hverdagen for de seks kvinder i projektet. 

Kvinderne laver farverig mad.
Kvinderne laver farverig mad.
Foto: Kenneth Ettrup Hansen / TV 2 Lorry

Kvinderne får viden om dansk kultur, om at være dansk statsborger og om at begå sig på arbejdsmarkedet.
Kurset er et samarbejde med Røde Kors, projektet "Mad for Alle" og Gribskov kommune.

- Det der med måltidet, det giver noget helt særligt. Og det kan man sige, det er noget, man også kan bruge i en kommune. Vi har mange mennesker, der skal spise. Både børn, ældre og de ansatte på rådhuset. Så det kan man jo prøve at tænke over, siger borgmester Anders Gerner Frost (nytgribskov).

Han er med til middagen og har lige opfordret kvinderne til at åbne en restaurant og til at søge om at lave mad til kommunen. 

Succesen gentager sig formentlig

"Gribskov hjælper Flygtninge" har planer om at gentage integrationsprojektet "Kom Frit Frem" igen til efteråret. For de seks kvinder er gået fra mangel på mod til mod på livet:

- Jeg laver mad, jeg snakker, jeg lytter, jeg taler dansk, siger Zeinab Alkiko.

Hun er klar til at gå i gang i sit nye land. Og hun skal da også starte i et køkken fra på tirsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik