Vejchef skal se på omdiskuteret strækning

En trafikgruppe fra Ølsted i Halsnæs Kommune har gennem en årrække kæmpet for større trafiksikkerhed på Ubberupvej. Nu er der måske hjælp på vej.

Det sker alt for ofte, at Stig Heltborg Hansen ser biler, der efter hans mening, kører så stærkt, at de er til fare for de bløde trafikanter på vejen. 

Han bor op af Ubberupvej i en enklave af huse nær Ølsted i Nordsjælland. En vej der er omkring seks meter bred og slår et sving op ad en bakke. 

quote Vi oplever, at hastigheden er alt for høj, og vi oplever hasarderede overhalinger.

Talsmand, Ølsted Trafikgruppe.

- Vi oplever, at hastigheden er alt for høj, og vi oplever hasarderede overhalinger, siger Stig Heltborg Hansen.

Han er talsmand for den trafikgruppe, der i årevis har kæmpet for at højne sikkerheden på Ubberupvej på strækningen mellem Ølsted og krydset ved Hillerødvejen. 

- Vi vil gerne have dobbeltoptrukne linjer, altså overhalingsforbud på vejen her igennem bebyggelsen. Og vi vil gerne have en 60 kilometers begrænsning, så det stadigvæk er muligt at komme frem og tilbage mellem landsby og hovedvej, men at det foregår i et tempo, hvor vi allesammen kan være med, siger Stig Heltborg Hansen, talsmand for Ølsted Trafikgruppe.

Han tager jævnligt billeder af de travle bilister, der kører forbi. Han har en større bunke papirer med trafikplaner og indlæg i pressen, for han har siden 2008 været dedikeret medlem af trafikgruppen.

Der har af flere omgange været trafikplaner, der skulle gøre området mere sikkert for trafikanterne, men endnu er planerne ikke fuldt realiseret, mener Ølsted Trafikgruppe. 

Politisk opbakning til trafikgruppe

I fredags holdt Stig Heltborg Hansen og Frank Christiansen fra Ølsted Trafikgruppe et møde med formanden for udvalget for Miljø- og Teknik i Halsnæs Kommune. Han er enig i, at der skal ændringer til på strækningen og kan godt forstå, at borgerne er trætte af, at der ikke er gjort noget før.

- Nu er der så skabt en opmærksomhed fra politisk hold. Og både jeg og udvalget har talt med dem af flere omgange. Ubberupvej er udfordret. Man må køre 80 km/t, og med den beskaffenhed vejen har, må man nok sige, at 60 km/t vil være bedre sikkerhedsmæssigt. Vi skal også have fuldt optrukne linjer, siger Walther G. Christophersen, formand for Miljø- og Teknik i Halsnæs Kommune, Dansk Folkeparti. 

Efter et møde med medlemmer af Ølsted Trafikgruppe i sidste uge, har han nu aftalt at mødes med kommunens vejchef i morgen, for at se på strækningen. 

- Jeg henter ham klokken ti, og så tager vi til Ølsted, og så går vi igennem samtlige punkter, Stig Hansen og Frank Christiansen meddelte mig i fredags - og det var et tre-timers møde, så der bliver lidt at se til - og så får jeg administrationens professionelle tilkendegivelse af, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre, siger Walther G. Christophersen, formand for Miljø- og Teknik i Halsnæs Kommune.

Stig Heltborg Hansen var godt tilfreds, da han fik nyheden om, at vejchefen og formanden for udvalget for Miljø- og Teknik skal se på strækningen i morgen. 

- Det er enormt positivt, hvis de rykker på det nu, inden der sker dødsuheld, siger Stig Heltborg Hansen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik