Foto: TV2 Lorry - arkiv

Vejarbejder ude af kontrol

5000 vejarbejder i København kan være ude af kontrol. Det fremgår af et notat fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning

Hver år udføres 10.000 vejarbejder i Københavns Kommune, men en stikprøvekontrol viser, at der langt fra er styr på de afspærrede områder. Det skriver DR København.

Kommunen har foretaget 158 stikprøvekontroller af de afspærringer, der er foretaget i København i 2013, og i mere end halvdelen af tilfældene havde entrepenøren ikke de nødvendige tilladelser, og flere undlader helt at søge om gravetilladelse, før de påbegynder vejarbejdet.

Hvis ikke entrepenøren overholder reglerne, kan Københavns Kommune inddrage gravetilladelsen, men det er ikke altid, det virker.

Teknik- og Miljøforvaltningen har flere eksempler på, at entreprenøren alligevel har udvidet gravearbejdet og i konkrete tilfælde har skabt meget lange køer gennem byen og kaotiske forhold for trafikanterne.

Udover ikke at overholde lovgivningen er entreprenørerne for dårlige til at gøre arbejdet færdigt. Det betyder, at bilister dagligt skal kæmpe sig forbi afspærringer, hvor der ikke bliver arbejdet, og der er mange eksempler på projekter, der er forsinket i halve år, skriver DR København.

De forsinkelser forlænger generne for både borgere og trafikanter, men gør det også besværligt for kommunen at koordinere med de andre entreprenører, der ønsker at grave i den nærmeste omegn, fremgår det af notatet.