Vej smelter i varmen: Nu går borgmester ind i sagen

Halsnæs’ borgmester mener, at det er drønærgerligt, at asfalten på Skansevej i Hundested er smeltet. I dag rykker kommunen ud for at udbedre problemet

Skansevej I Hundested er lige nu hårdt hårdt medtaget af de mange plusgrader.

quote Man regnede ikke med at få problemer, så set i bakspejlet, er det ikke så heldigt og drønærgerligt

Steffen Jensen, borgmester i Halsnæs Kommune.

Varmen får sågar asfalten på vejen til at smelte.

Vejen er blandt andet en del af den flittigt benyttede nordkyst-cykelrute, fører ned til stranden og er hjemsted for polarforskeren Knud Rasmussens hus.

Det er til store gene for de trafikanter, der kører i bil, cykler eller går på vejen, som i de seneste dage er blevet omdannet til en stor, tyktflydende, sort tjærepøl.

Halsnæs’ borgmester Steffen Jensen, Soc. Dem., hørte om problemet søndag, da han blev tagget på Facebook i en lokal Hundested-gruppe. Og i dag mandag har han så holdt møde med entreprenøren, der anlagde asfalten sidste efterår.

Problemet størst ved chikaner

- Det er ikke så heldigt, hvad der sker på Skansevej. Det største problem er ved chikanerne, fordi vejen udsættes for størst belastning der. Men jeg kan forsikre borgerne om, at vi rykker ud allerede i dag for at udbedre situationen, siger Steffen Jensen til TV 2 Lorry.

Den nye belægning blev lagt i september 2017, og det viser sig nu, at det ikke var varmt nok dengang til at skærverne kunne sætte sig fast i belægningen, fortæller borgmesteren.

Sådan ser Skansevej i Hundested ud lige nu. Ifølge flere borgere er vejen nærmest en sort masse af tyktflydende asfalt med løse sten på.
Sådan ser Skansevej i Hundested ud lige nu. Ifølge flere borgere er vejen nærmest en sort masse af tyktflydende asfalt med løse sten på.
Foto: Urszula Sepka / privatfoto

- Så i dag får vi kørt flere skærver ned i belægningen, og det forventer vi hjælper rigtig meget, siger han.

I løbet af sommeren vil der desuden blive tilføjet skærver, indtil det får sat sig ordentligt i den såkaldte OB-belægning, som er lagt ud på hele Skansevej.  

OB er en forkortelse for overfladebehandling, som er en forsegling af den eksisterende vejbelægning.

Utilfredse beboere

Borgere i Hundested, som TV 2 Lorry har talt med, har udtrykt forbavselse over netop den type belægning, som man mener er billigere og dårligere alternativ til en klassisk asfalteret vej.

Hundested-borgeren Jacob Hjelmer, der står bag opslaget, hvor Steffen Jensen blev tagget og gjort opmærksom på problemet, efterlyser en forklaring på, hvorfor man valgte den løsning.

Steffen Jensen er dog ikke i tvivl om, at man i efteråret – før han selv blev valgt til borgmester - har prøvet at lave vejen ud fra den bedste, faglige viden.

Ikke så heldigt set i bakspejlet

- Jeg forstår godt borgernes utilfredshed, for det ser jo ikke så godt ud på Skansevej lige nu, som ikke rigtig kan bruges. Den her belægning er ellers normalt brugt på vejene, men det var som sagt ikke varmt nok i september sidste år, da man lavede det. Man regnede ikke med at få problemer, så set i bakspejlet, er det ikke så heldigt og drønærgerligt, for det er jo også en ekstra udgift til kommunekassen, siger han og fortæller, at han ikke er bekendt med eventuelle prisforskelle på OB-belægning og andre typer asfalt.

Efter mødet med entreprenøren forventes det ikke, at det kommende arbejde bliver så omfattende, at man må spærre Skansevej af.

Sådan ser Skansevej i Hundested ud lige nu. Ifølge flere borgere er vejen nærmest en sort masse af tyktflydende asfalt med løse sten på.
Sådan ser Skansevej i Hundested ud lige nu. Ifølge flere borgere er vejen nærmest en sort masse af tyktflydende asfalt med løse sten på.
Foto: Jacob Hjelmer / privatfoto

Indtil problemet er afhjulpet må man køre forsigtigt. Steffen Jensen har et husmorråd til de fodgængere, der skal gå tur med hunden på Skansevej:

- Smør poterne ind i smør eller planteolie, hvis de får tjære på poterne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik