Vedtaget: Roskilde køber terrorsikring for 1,5 million

Byrådet i Roskilde vedtog onsdag at købe terrorsikring til bymidten for 1,5 million kroner. En ærgerlig nødvendighed, siger borgmesteren.

Nyt inventar indtager snart Roskildes bymidte. 

Både mobilt og permanent inventar, der skal fungere som en sikring mod terror.

- Jeg synes det er rigtig ærgeligt, at vi er nødt til at investere i terrorsikring, fordi de penge kunne vi jo have brugt på andre gode ting, siger Joy Mogensen (S), borgmester i Roskilde, til TV 2 Lorry. 

Pengene bliver taget fra butikslivet

quote Jeg synes det er rigtig ærgeligt, at vi er nødt til at investere i terrorsikring, fordi de penge kunne vi jo have brugt på andre gode ting.

Joy Mogensen (S), borgmester i Roskilde

Det er lige nu 1,5 million kroner, som byrådet er klar til at smide ind i projektet. Penge, som oprindeligt var øremærket til at komme detailhandelen til gode.

- Det kommer bag på mig, og inderst inde er jeg også dybt skuffet egentlig, siger Svend Overgaard, der er formand for Roskilde Handel.

I 2015 startede arbejdet med en detailhandelsanalyse, som skulle klargøre, hvad man kunne gøre for at forbedre vilkårerne for handelslivet.

- Vi har jo været på eksursionsture med borgmester og politikere i Vejle og Flensborg, for at se hvad andre byer gør. Og så kommer det bag på mig, at man ikke fuldfører det, man har sat i gang, siger Svend Overgaard.

Men formanden er dog ikke imod selve terrorsikringen.

- Terrorsikring kan jeg kun ønske velkommen. Det er vigtigt, at vi også er med, fordi der ofte er samlet mange mennesker i Roskilde, siger han.

quote Det kommer bag på mig, og inderst inde er jeg også dybt skuffet egentlig.

Svend Overgaard, formand for Roskilde Handel

Et alvorligt trusselsbillede

Byrådets beslutning hænger sammen med, at politiet har skærpet deres krav til sikkerheden ved større arrangementer, og det har kostet for arrangørerne.

- Det er derfor, at byrådet på udvalgets anbefaling er gået ind og har sagt, at vi gerne vil gøre det lettere for arrangører - og billigere - at komme her og skabe liv i byrummet. For det er det, der skal kendetegne vores byrum, siger Joy Mogensen.

Michael Flemming Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at sikkerhedskravene er skrappere i dag end tidligere.

- Søger man en tilladelse til et større offentligt arrangement, stiller vi i dag andre krav, end vi har gjort tidligere - med henvisning til det generelle trusselsniveau i Danmark, sådan som det er meldt ud af Politiets Efterretningstjeneste, siger Michael Flemming Rasmussen, politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.

PETs seneste rapport konkluderer, at terrortruslen mod danmark er alvorlig, og at angreb kan rettes mod ubeskyttede civile mål, herunder steder, hvor mange mennesker er samlet - men:

- Der er ikke noget konkret i mod Roskilde som sådan, og de anbefalinger og den rådgivning, som vi blandt andet giver Roskilde Kommune, tager afsæt i den generelle terrortrussel mod Danmark, siger Michael Flemming Rasmussen.

Og den generelle trussel har altså være tilstrækkelig for at få Roskilde til at reagere.

- Vi er en by, hvor der sker mange ting. Der er mange arrangementer - det er en del af byens måde at leve på, og hvorfor den er så attraktiv. Det vil vi gerne blive ved med at være, og det skal nogle åndssvage terrorister simpelthen ikke have lov til at ødelægge. Derfor prøver vi at gå ind og udøve noget rettidig omhu, siger Joy Mogensen (S), borgmester i Roskilde.

Kommunen vil nu indlede et samarbejde med handelen og med politiet, der skal præcisere, hvilke foranstaltninger der kommer. Men det er en fælles ambition, at inventaret bliver tilpasset byrummet, så det falder naturligt ind.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik