Vedtaget: Kæmpe Hilton-hotel bygges i København

Det tidligere Nordea-domicil Ørkenfortet på Christianshavn får mildest talt en overhaling i fremtiden.

Visualisering af Ørkenfortet set fra hjørnet af Torvegade og Strandgade. Foto: Henning Larsen Architects

Kontorbyggeriet og det tidligere Nordea-domicil kaldet Ørkenfortet, der ligger på Christianshavn, bliver til et hotel.

Det står klart, efter et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation kort før årsskiftet vedtog en ny lokalplan for området.

ATP-ejendomme, der ejer den store kontorbygning med den prominente placering lige ved Knippelsbro, har arbejdet med at få solgt idéen om et kæmpehotel på matriklen i godt et år.

ØRKENFORTET I KØBENHAVNS HAVN

Ørkenfortet, som den markante bygning ved Knippelsbro hedder i folkemunde, blev opført i årene 1957 til 1962. Arkitekten bag byggeriet var Palle Suenson.

Ved færdiggørelsen blev den indrettet som hovedkvarter for B & W, der blev boende på adressen indtil 1983, da bankerne overtog i stedet. Først Privatbanken - så blev det Unibank - og i 1993 kom der til at stå Nordea på facaden af den grå bygning.

Nu er Nordea flyttet til et nyt domicil i Ørestad, og dermed kan Ørkenfortet se hen imod en fremtid som nyt, stort hotel.

Se mere

Og allerede fra start af har der været stor interesse i hotelbranchen.

- Vi forhandler med en række forskellige hotelgrupper, og når vi har fundet en partner, så går vi i gang med at ændre bygningen, fortalte direktør i ATP Ejendomme, Michael Nielsen til TV 2 Lorry i januar 2018.

Siden har arbejdet primært ligget i det skjulte hos ATP Ejendomme, der skulle skaffe en partner, og Københavns Borgerrepræsentation som skulle godkende planerne.

00:39 Luk video

Visualisering: Sådan kan tagetagen ende med at se ud på Ørkenfortet. Foto: Henning Larsen Architects

Ny etage, 400 værelser og kendt hotelkæde

I marts 2018 meldte BC Hospitality Group med den verdenskendte hotelgruppe Hilton Hotels sig på banen, og nu er planerne om byggeriet og omdannelsen af kontorbygningen blevet godkendt af Københavns Kommune.

Senest i 2021 vil det blå Hilton-logo kunne ses i København, når ombygningen er færdig.

Det tidligere Nordea-hovedkvarter skal nu bygge om til et stort hotel. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Til den tid vil den 29.000 kvadratmeter store bygning have plads til hele 400 hotelværelser.

Af lokalplanen fremgår det blandt andet, at der bliver tilføjet en etage ovenpå bygningen, ligesom der bliver tilbygget en åben facade langs betonmuren mod Torvegade.

Alle partier undtagen Enhedslisten, Alternativet og SF stemte for ændringen i lokalplanen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik