Zoo undersøger overvågning: Ved ikke hvor elefant-hopper blev af

Tre barrierer blev forceret, da en mand torsdag aften trængte ind til elefanterne i Københavns Zoo. Nu skal det klarlægges, hvor manden forsvandt hen.

Torsdag aften ved 19-tiden hoppede en ung mand over flere barrierer og ind til elefanterne i Københavns Zoo.

quote Manden forcerer først et hegn fra Frederiksbergsiden, så et sumpområde og til sidst en voldgrav rundt om elefantanlægget

Lars Holse, divisionschef for dyreafdelingen, Københavns Zoo

Haven havde på det tidspunkt været lukket i to timer, så den fremmede mand kunne uden videre problemer trænge ind til elefanterne.

Nu, dagen derpå, forsøger Københavns Zoo fortsat at danne sig et overblik over gårsdagens hændelse. - og finde ud af, hvor manden forsvandt hen.

- Vi er fortsat i gang med at se på noget overvågning, fortæller Lars Holse, der er divisionschef for dyreafdelingen i Københavns Zoo, fredag morgen til TV 2 Lorry.

- Vi har haft lukket et par timer, da det sker. Manden forcerer først et hegn fra Frederiksbergsiden, så et sumpområde og til sidst en voldgrav rundt om elefantanlægget, før han kommer ind til elefanterne. Her sidder han lidt, før han går roligt gennem elefantanlægget og ud igen, tilføjer Lars Holse.

Se videoen, hvor manden trænger ind til elefantene.

Divisionschef: Manden bliver set som et rovdyr

Lars Holse mener, at manden var i livsfare.

Ifølge divisionschefen er elefanternes voldsomme adfærd under hændelsen helt naturlig. De store dyr er vant til at leve i flok, og derfor samles de hurtigt, når der er fare på færde.

- Det er helt normal elefantadfærd, de viser. Det er flokstruktur. Først og fremmest oplever de det som et rovdyr, der kommer ind og truer flokken, siger Lars Holse og tilføjer:

- En af de måder, som de kommunikerer på, når de vil jage ting væk, det er er ved at slå snablen ned i jorden. Det lyder som sådan en hul slasken ned i jorden, og det lyder voldsomt. Samtidig stod de også og brummede lidt. Det er et tegn på, at de er opmærksomme på, at der er noget, som kan være farligt.

 
 
Foto: Alexander Kayser

På videoen af manden kan man se, at han først sætter sig på hug på en sten, hvorefter han med begge arme i vejret går lige forbi de oprørte elefanter.

"Klogt at forholde sig roligt"

Ifølge Lars Holse udviser manden klog adfærd, da han forholder sig roligt i en situation, hvor de fleste måske ville sætte i løb og flygte.

quote Det kunne godt have endt langt værre for manden.

Lars Holse, divisionschef for dyreafdelingen, Københavns Zoo

- Det er meget fornuftigt, at han er så stille. Elefanter er ikke kæledyr. De er vilde dyr. Og hvis de mener, at det er nødvendigt at skræmme rovdyr ved at gå til angreb, så gør de det. De ser det ikke som et menneske – de ser det som en trussel. Så det er meget farligt, fortæller han og tilføjer:

- Det her er ikke sket før, og det kunne godt have endt langt værre for manden.

SJÆLDENT AT MENNESKER HOPPER IND TIL DYRENE

Ifølge divisionschef for dyreafdelingen i Københavns Zoo, Lars Holse, er det meget sjældent, at mennesker trænger ind til dyrene i zoologisk have. Det er dog sket før - også i Københavns Zoo.

For tre år siden kravlede en ung mand ind til isbjørnene. ​Manden overlevede med overfladiske skrammer.

For fem år siden hoppede en person ned til tigrene i Zoo, oplyser Lars Holse. I marts måned i år dræbte en af tigrene desuden en anden tiger i anlægget.

Kilde: Lars Holse, Københavns Zoo

Hvor blev elefant-hopperen af?

Det store spørgsmål er nu, hvor manden gik hen.

På videoen, som TV 2 Lorry kunne vise torsdag aften, kunne man se manden forsvinde ud af elefantanlægget og videre ind i zoologisk have.

Alexander Kayser var vidne til episoden i Zoo. Han mener, at manden var i livsfare.

Det fulde overblik over mandens færden er dog ikke blevet klarlagt endnu.

- Vores IT-folk sidder fortsat og ser overvågningen igennem. Vi er stadigvæk ikke helt klar over, om han har været andre steder eller ej, siger Lars Holse, der også fortæller, at Københavns Zoo ikke umiddelbart har tænkt sig selv at anmelde hændelsen til politiet.

- Vi leverer vores overvågningsmateriale til politiet. Flere personer har anmeldt det her, og så har politiet kontaktet vores sikkerhedsselskab. Men vi anmelder umiddelbart ikke, siger Lars Holse til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik