Varm vinter sparer Helsingør hundredetusinder af kroner

Den sparsomme mængde sne denne vinter sænker Helsingørs udgifter til snerydning. Flere kommuner melder om overskud på snerydningsbudgettet.

Nogle vintre får vi meget, nogle vintre får vi lidt.

For nogle er den en plage, mens andre har svært ved at undvære den.

Lige så forskellige holdningerne til snevejr er, lige så forskellige er mængderne af sne der falder fra år til år.

Den svingende mængde sne har indflydelse på, hvor mange penge kommunerne skal bruge på at rydde og salte vejene. 

I Helsingør Kommune havde man budgetteret med at skulle bruge ni millioner kroner på saltning og snerydning, men her kan man konstatere, at man har sparet 500.000 kroner på den konto.

Det på trods af, at man har måtte salte 54 gange i løbet af vinteren 17/18. Det er nemlig ikke kun, når det sner, der skal saltes, forklarer direktør i Nordsjællands Park & Vej, Niels Christian Koefoed:

- Temperaturerne falder ofte sidst på natten, hvor de ryger under frysepunktet. Så får vi det, vi kalder kolde og frysende veje eller sort is, og så kan det være glat. Og hvis det så regner i løbet af dagen, så kan det vaske saltet væk, siger han. 

Kort nyt

Mange kommuner sparer penge på vejret

Det er ikke kun i Helsingør, manglen på sne giver ekstra kroner i kassen. 

Ved en rundringning til kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde, har vi talt med 26 af kommunerne. Af dem kunne 16 melde tilbage, at den varme vinter giver luft i budgettet for snerydning og saltning.

Dog er der også mange af dem, der gør opmærksom på, at der stadig er udgifter forbundet med saltning, når det ikke sner, og beredskab der skal være klar til aktion, hvis sneen pludselig kommer.

Måske plads til andre opgaver

Hvad der skal ske med den halve million der er i overskud i Helsingør, er ikke afgjort endnu.

På et møde i marts måned skal bestyrelsen i Nordsjællands Park & Vej tage stilling til, om pengene skal bruges på andre opgaver relateret til vejvedligeholdelse, eller om de skal sendes tilbage til kommunen og indgå i det samlede kommunale budget.

Og tilsyneladende står flere andre kommuner nu med de samme overvejelser. 

Furesø Kommune forklarer, at man har aktiveret medarbejdere, der normalt ville arbejde med snerydning på dette tidspunkt, med andre opgaver som ellers prioriteres lavere. 

Eksempelvis nævnes der beskæring af levende hegn og rydning af mindre kommunale områder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik