Varm sommer giver livreddere travlt som aldrig før

Badesæsonen 2018 er den travleste nogensinde for livreddere, viser oversigt fra TrygFonden. Aldrig før har livreddere rykket ud til så mange indsatser.

(Arkivfoto) Livreddere har haft rekordmange aktioner i 2018. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Sommeren 2018 vil især blive husket for den lange periode med masser af solskin og varme.

Hedebølgen sendte mange danskere til strandene, og det kan aflæses i livreddernes statistik for badesæsonen 2018, der nu går på hæld.

Tal fra TrygFonden Kystlivredning viser, at 2018 på alle måder har været et rekordår hvad angår aktioner og indsatser fra livreddere.

Vi har aldrig målt så høje tal som i år

René Højer, programchef

- Vi har aldrig målt så høje tal som i år. Det fortæller os, at vores strande og havnebade har været virkelig godt besøgt, og det er vi meget glade for, da vi jo netop arbejder for at skabe glæde ved vand i trygge rammer, siger René Højer, programchef i TrygFonden med ansvar for bade- og vandsikkerhed.

I hovedstadsområdet, hvor TrygFondens livreddere er til stede fra sydkysten og op langs dele af Nordsjælland, har man rykket ud til seks situationer, hvor personers liv har været i fare, mens livreddere i alt har foretaget 719 førstehjælpsaktioner, viser tal.

Læs også Efter to livsfarlige episoder: "Livreddere er ikke børnepassere"

Ved kysten omkring Ishøj rykkede TrygFonden Kystlivredning ​ud til tre livreddende aktioner. 

De høje tal kan forklares med et stigende antal badegæster, mener programchefen i TrygFonden.

- Når der nu er flere mennesker på strandene, er det helt naturligt, at der opstår flere situationer, og at flere af dem er kritiske. De særligt kritiske situationer, som vores livreddere har været involveret i, er blevet håndteret rigtig flot og uden tab af liv, og det er vi selvfølgelig meget glade for, siger programchefen.

Livredningstjenensten har kontrolleret ved strande i den nordligste del af Nordsjælland og langs Nordkysten. Her foreligger der endnu ikke en opgørelse af sommerens aktioner. 

Læs også Efter forrygende sommer: Sidste uge med livreddere på stranden

De fem baderåd

  1. Lær at svømme
  2. Gå aldrig alene i vandet
  3. Læs vinden og vandet
  4. Lær stranden at kende
  5. Slip ikke børnene af syne

Kilde: TrygFonden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik