Varm nyhed i en kold tid: Hjemløse får en KÆMPE soveposedonation

JYSK har doneret 600 soveposer til Kirkens Korshærs varmestuer i København, der vinteren igennem kan dele dem ud til hjemløse.

JYSK har doneret 600 soveposer til de københavnske hjemløse, der nu kan se frem til en lidt varmere vinter. Foto: TV 2 Lorry

Selvom februar er relativ mild i år, så er det koldt at bo på gaden.

Det anerkender JYSK, som for tredje år i streg støtter Kirkens Korshær i København med intet mindre end 600 soveposer, liggeunderlag og håndklæder, så byens allermest udsatte kan holde varmen lidt bedre.

Læs også Mystisk indlevering: Mor og datter i rørende gestus til hjemløse

En livsvigtig donation

- De hjemløse har hårdt brug for soveposer for at kunne overnatte i det fri. Her i vinterens regn og slud er det en absolut nødvendighed for at kunne holde varmen. Soveposerne fra JYSK er nye og varme, og de bliver modtaget med stor glæde af vores brugere, siger Hanne Okwera, social leder af Kirkens Korshærs hjælpearbejde på Drejervej i Nordvest, herunder varmestuen, Hotel Jens.

Hjemløshed i Danmark

Der findes mere end 6600 hjemløse i Danmark. 75 procent er mænd, og 25 procent er kvinder. Cirka 50 procent er psykisk syge. Cirka 10 procent af de hjemløse er gadesovere.

Kilde VIVE – hjemløshed i Danmark 2017.

Ikke alle de hjemløse har lyst til at bruge de overnatningstilbud, der eksisterer rundt omkring i byen, og for dem er hjælpen særligt stor.

- Soveposerne bliver delt ud til de nattevandrere, der kommer i løbet af vintersæsonen, og som ikke vil ind og sove. De er til stor hjælp for lige netop dem, siger Heine Iversen, social leder af natcaféen i Folkets Park på Nørrebro.

Basal fornødenhed

Hjælp til de hjemløse er en af Kirkens Korshærs største fokusområder, og det betyder meget for dem, at de med den her donation kan være med til at sikre hjemløse adgang til en så basal ting som at kunne holde varmen om natten.

Læs også Kommune og organisation vil oprette demensgruppe for unge pårørende

- Fedtekælderens medarbejdere og frivillige har mulighed for at give vores gæster en sovepose under armen, når varmestuen lukker, gør magtesløsheden over de hjemløses vilkår bare en anelse mindre. Så ved vi, at de bedre har mulighed for at holde sig varme, når de er på gaden, siger Sharon Parker, som er social leder af Fedtekælderen, der er Kirkens korshærs varmestue på Christianshavn.

Kirkens Korshær

Kirkens Korshær er cirka 450 ansatte og 9000 frivillige, som arbejder for de mest udsatte mennesker i Danmark, herunder hjemløse og psykisk sårbare. Dette sker blandt andet igennem drift af cirka 38 varmestuer over hele landet.

Kilde: Kirkens Korshær

Hos JYSK er de glade for at kunne hjælpe nogle af samfundets mest udsatte borgere.

- Det gør mig stolt af at arbejde for en virksomhed, som tænker på andre. En sovepose i kulden kan virke som en dråbe i havet, men det betyder det så meget for den person, som modtager den. Her i området på Nørrebro har vi mange udsatte skæbner, som det er så positivt, at Kirkens Korshær gerne vil hjælpe, siger Tanja Rasmussen, der er salgsleder i JYSK på Nørrebro.

Donationen er en del af en endnu større donation fra JYSK, der på landsplan har sendt 1.000 soveposer, liggeunderlag og håndklæder af sted til Kirkens Korshær, men hovedparten er altså blevet sendt til København, hvor langt størstedelen af de danske hjemløse befinder sig.

Læs også Natcafé for hjemløse kvinder får milliontilskud



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik