360 graders udsigt? Nu kan du købe dit eget vandtårn

Det 15 meter høje vandtårn i Hornbæk er sat til salg. Kreative sjæle vil kunne lave en unik bolig med en fantastisk udsigt, lyder det fra sælgeren.

Hornbæk Vandværk har sat badebyens ikoniske vandtårn til salg. 

Vandtårnet er 15 meter højt og har en diameter på 10 meter. Det er fra 1936, hvor det kostede 30.000 kroner at bygge. Nu er det sat til salg for 1.895.000 kroner. 

Vandtårnet vil kræve en større ombygning, hvis det skal bruges som bolig, men bygningen er ikke fredet.

- I princippet kan hvem som helst købe det. Det kunne da være sjovt, hvis en kreativ sjæl købte det og lavede bolig der. Men det kan også være, at det bliver købt for grunden alene, og så bliver vandtårnet revet ned, siger Anne Vibeke Svan Kier, der er bestyrelsesformand i Hornbæk Vandværk. 

Meget mindre vand

Et drastisk fald i vandforbruget er årsagen til, at vandtårnet er taget ud af drift. 

- Det er ikke blevet brugt siden 2005. Vi får nogle lejeindtægter, fordi der er mobilantenner på toppen, men det er det eneste. Så derfor har vi valgt at sætte det til salg, lyder det fra Anne Vibeke Svan Kier.

Behovet for vand er faldet fra 600.000 kubikmeter årligt i 1987 til cirka 200.000 kubrikmeter i 2017.

Det skyldes blandt andet, at alle husstande har fået vandmålere, og at de enkelte forbrugere er blevet mere bevidste om at spare på vandet.

I dag er der derfor tilstrækkelig vandkapacitet i de rentvandstanke, som findes på vandværket. 

Penge tilbage i jorden

Det er cirka 14 dage siden, at vandtårnet i Hornbæk blev sat til salg.

Flere har vist interesse for vandtårnet - heriblandt nogle arkitekter - men en egentlig køber er endnu ikke fundet. 

Hvis det på et tidspunkt bliver solgt, er der lovkrav om, hvad pengene fra salget skal bruges på.

De skal så at sige "tilbage i jorden" og investeres i vandrør og vandledningsnettet.  

Se billeder af vandtårnet og udsigten her:

Vandtårnet er bygget i 1936.
Vandtårnet er bygget i 1936.
Foto: Hornbæk Vandværk.
Udsigt over Hornbæk sø.
Udsigt over Hornbæk sø.
Foto: Hornbæk Vandværk.
Udsigt over Øresund.
Udsigt over Øresund.
Foto: Hornbæk Vandværk.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik