03:07

Vanvittigt løb: Michael skal cykle 9200 kilometer på 24 dage

Michael Knudsen fra Rødovre vil være den første dansker, der gennemfører verdens længste og hårdeste ekstremcykelløb, Red Bull Trans-Siberian Extreme.

Mens Tour de France-rytterne triller rundt på de franske veje, så er Michael Knudsen ved at gøre de sidste forberedelser til det, der betegnes som verdens hårdeste ekstremcykelløb.

- Vi er ikke på samme niveau som dem, vi ser i Touren. Men det, vi skal ud at køre, svarer stort set til, at du kører Giro D'Italia, Tour de France og Vuelta a Espana på 24 dage, siger Michael Knudsen til TV 2 Lorry.

Alt er pakket, og i morgen tager den 29-årige fem-dobbelte Ironman afsted til Moskva, hvor Red Bull Trans-Siberian Extreme begynder på tirsdag. Kulminationen på otte måneders intens forberedelse, hvor Michael Knudsen i gennemsnit har trænet 3 timer hver eneste dag - ved siden af familie og fuldtidsarbejde.

På et tidspunkt siger kroppen fra

- Det er bare svært at træne sig i form til at køre små 10.000 kilometer. På et eller andet tidspunkt vil kroppen sige fra, og så er det oppe i hovedet, at du skal overbevise dig selv om at fortsætte med at cykle.

Læs også Borgmester vil bruge millioner på verdenskendt cykelløb

Det er et projekt med mange omkostninger - ud over de 100.000 kroner, som er startgebyret i løbet. Michael Knudsen blev far en måned før træningen begyndte og gik derfor glip af sin søns første jul.

- Juleaften sidste år, der sad jeg på min træningscykel, mens lille Noah var i Jylland hos mormor og morfar. Stort set al den tid, jeg har væk fra cyklen, den bruger jeg sammen med min søn og min kæreste. Kan jeg retfærdiggøre det ved, at jeg kører verdens største cykelløb? Oppe i mit hoved, der giver det mening, siger han.

Længste etape er 1400 km

Det kræver fuldt fokus, hvis Michael Knudsen skal være den første dansker, der klarer Red Bull Trans-Siberian Extreme. En tur på 9200 kilometer i syv tidszoner og fem klimazoner. Nogle steder er der temperaturforskellen på nat og dag på 40 grader. Og det er nødvendigt at tage natten i brug - specielt på løbets længste etape på knap 1400 kilometer.

- Der er ikke nogen danskere, der har gennemført det, og der er kun fire personer i hele verden, der har gennemført. Så det er selvfølgelig et trækplaster, at man kan sige, at man har gennemført verdens længste cykelløb.

I år er der 10 deltagere i ekstremcykelløbet - heraf hele tre danskere. En jyde, en fynbo og så Michael Knudsen, der vil gøre alt for at blive den første dansker, der gennemfører Red Bull Trans-Siberian Extreme.

Læs også Ole har sclerose - nu kan han løbe igen

"Jeg giver ikke op"

- Jeg lover dig for, at jeg giver ikke op. Jeg kaster ikke håndklædet i ringen. Det garanterer jeg. Et styrt, sygdom - altså alvorlig sygdom - eller at jeg bliver nødt til at rejse hjem til min familie. Det er det eneste, der gør, at jeg ikke når den målstreg.

Michael Knudsen skal ikke kun køre langt - han skal også køre næsten 80.000 højdemeter eller sådan cirka ni gange op af Mount Everest.

Det er tredje gang løbet bliver kørt. I 2015 tilbragte vinderen 318 timer og 57 minutter i sadlen.

Sidste år formåede ingen af de seks deltagere at gennemføre.