Vanvidskørsel: 24-årig på motorcykel jagtet af politi

24-årig på motorcykel kørte 100 kilometer i timen på cykelsti, mens han blev jagtet af politiet.

En 24-årig mand kan se frem til adskillige sigtelser, efter at han torsdag aften på en stjålet motorcykel kørte omkring 100 kilometer i timen imod kørselsretningen på Roskildevej.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

Politiet måtte jagte den 24-årige, der havde en 21-årig passager bagpå motorcyklen, inden det lykkedes at stoppe ham. Jagten startede, da en af politiets patruljer spottede en motorcykel uden nummerplader, hvor hverken fører eller passager havde hjelm på.

- Da patruljen kommer tæt på ham, accelerer han først for at ryste dem af, og da det ikke virker, vender han motorcyklen og begynder at køre mod kørselsretningen mod København. Der kommer flere modkørende biler, og på et tidspunkt trækker han ind på cykelstien og fortsætter med op mod 100 kilometer i timen, hvor han også kører over for tre røde lys, siger vagtchef Lars Guldborg til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at den heftige jagt startede på Roskildevej i nærheden af Glostrup og Albertslund. 

Politiet mistænker, at den 24-årige er påvirket af narko og vil sent torsdag aften få en læge til at tage en blodprøve.

Den 24-årige, der tilmed også er frakendt førerretten, er ifølge vagtchefen 'ikke helt ukendt for politiet'.

Det var tilsyneladende ikke med passagerens gode vilje, at han blev involveret i vanvidskørslen på Roskildevej.

- Passageren bagpå prøvede flere gange at få føreren til at standse, fordi han var så bange, men det skete først senere, da vi fik bokset ham ind med nogle flere vogne, siger Lars Guldborg til TV 2 Lorry. 

Den 24-årige vil blandt andet blive sigtet for brugstyveri samt at køre på en uindregistreret motorcykel. 

Han vil muligvis også blive sigtet for i grov kådhed at have været til fare for andre menneskers liv og helbred. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik