Vanvid: Kronisk syg sendt i praktik i sin seng

Adskillige speciallæger har konkluderet, at 42-årige Hanne Frederiksen er for syg til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Københavns Kommune insisterer imidlertid på at finde Hanne Frederiksens arbejdsevne.

Københavns Kommune sendte Hanne Frederiksen i arbejdsprøvning i hendes egen seng.

- De ansatte var søde og hjælpsomme. Men de syntes jo, det var mærkeligt, at de skulle have en ud, der var så syg, at hun skulle have en seng med, siger Hanne Frederiksen til Avisen.dk.

Som Avisen.dk har beskrevet hen over sommeren, bliver meget syge borgere nu også sendt i arbejdsprøvning. Men ofte strander deres sag, fordi meget få arbejdspladser vil tage imod en, der skal have sin seng med, eller kun kan arbejde få minutter ad gangen.

Hanne Frederiksen, som lider af kroniske smerter i hele kroppen og skader på øjnene efter en mislykket operation, er en af de borgere, som det rent faktisk lykkedes at finde et sengepraktiksted til.

Sengepraktikken foregik fra februar til maj på Ældrecentret Sløjfen.

Her skulle Hanne Frederiksen, der tidligere har arbejdet med regnskab, bogføring og IT, undervise pensionister i at bruge computer og Internet.

Hun blev kørt frem og tilbage i bil, og selvom hun kun skulle være på praktikstedet en time om dagen, var hun nødt til at hvile både før, under og efter. Derfor foregik praktikken, mens hun lå i en seng.

Hanne Frederiksen måtte tage morfin for at kunne klare arbejdsprøvningen, der betød, at hun fik bevilget ekstra hjemmehjælp for at kunne klare hverdagen i sit eget hjem.

Af rapporten fra arbejdsprøvningen fremgår det, at hendes helbredstilstand blev forværret undervejs.

Et privat firma varetog for kommunen opgaven med arbejdsprøvningen. Da den var slut 8. maj, konkluderede firmaet i en rapport, at det ikke er realistisk, at Hanne Frederiksen kommer ud på arbejdsmarkedet igen.

Københavns Kommune er ikke den eneste kommune, som sender syge borgere i arbejdsprøvning med en seng. Avisen.dk har beskrevet lignende sager fra andre kommuner.

Også Ricky Magnussen, der er Hanne Frederiksens private socialrådgiver, kender til flere tilfælde. Sagerne er spredt rundt i landet, så der er ikke kun tale om praksis i enkelte kommuner, siger han til Avisen.dk.

Hanne Frederiksen har været i systemet siden 2010, og venter stadig på en afklaring. Siden den sengeliggende arbejdsprøvning sluttede 8. maj, er der ikke sket mere i hendes sag.

Københavns Kommune understreger, at man blot følger loven ved at sende borgere i arbejdsprøvning, selvom de er så syge, at praktikken skal foregå sengeliggende.

- Først og fremmest kan vi som offentlig forvaltning ikke kommentere på personsager. Men helt generelt er reglerne i dag sådan, at hvis en borger har begrænsninger i sin arbejdsevne, er kommunerne i udgangspunktet forpligtiget til at foretage en konkret vurdering af borgerens arbejdsevne for at sikre borgeren den rette indsats og støtte mod arbejdsmarkedet. Det betyder, at kommunen også vurderer, om borgeren eventuelt er berettiget til revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, lyder det fra Inger Suppli, der er kontorchef i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i et skriftligt svar til Avisen.dk.

- I tilfælde hvor kommunen vurderer, at det er helt åbenlyst, at borgeren har en meget lille arbejdsevne, og at denne ikke kan udvikles, vurderer kommunen om borgeren er omfattet af undtagelsesreglerne og derfor ikke skal arbejdsprøves. Men ellers er kommunen forpligtet til at foretage en vurdering af arbejdsevnen, tilføjer hun til Avisen.dk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik