Vandværk i Køge er i grand prix-finale

Vandværket Lyngen er i finalen i Dansk Vand Grand Prix blot halvandet år efter den omfattende forurening af vandværkets vand, skriver DAGBLADET Køge.

Vandværket Lyngen i Ølsemagle ved Køge har drikkevand af så høj smagsmæssig kvalitet, at det ved en regional konkurrence »Dansk Vand Grand Prix 2008« i Roskilde i går kvalificerede sig som en af 12 deltagere til landsfinalen i København i september, hvor landets bedste vand skal kåres.Det er et markant skulderklap i forhold til, at vandværket i begyndelsen af 2007 blev centrum for den store vandforurening, som gjorde hundredevis af mennesker syge i det nordlige Køge efter udledning af spildevand fra Køge-Egnens Renseanlæg i vandrørene.- Det er en oprejsning for de forbrugere i Ølsemagle og omegn, som tilbage i januar 2007 måtte i gang med at koge deres vand og i månedsvis derefter var plaget af forurening, påpeger driftsleder Per Hauge, som på vandværkets vegne modtog en stor blomsterbuket og et diplom for placeringen, og som desuden fik massevis af skulderklap og lykønskninger fra andre vandværksfolk i forbindelse med regionsfinalen.- Det viser for mig, at vi hele tiden har været i stand til at levere vand af god kvalitet, sagde han.30 vandværker øst for Storebælt deltog i arrangementet, hvor fem smagsdommere fandt frem til de fem regionale deltagere i seancen, som Dansk Vand- og Spildevandsforening og Foreningen af Vandværker i Danmark stod for. Vandværket Lyngen kom ind på tredjepladsen.