Vandforbruget falder i hovedstadsområdet

Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Vandet fosser ikke længere ud af vandhanerne i hovedstadsområdet. Særligt i Albertslund er badene blevet kortere og opvasken mere miljøvenlig. Sidste år brugte en borger i kommunen i gennemsnit 99 liter vand i døgnet.

Det skriver DR P4 København.

Dermed er Albertslund den første kommune i landet, hvor vandforbruget er under 100 liter per døgn. Resultatet skyldes blandt andet massive oplysningskampagner med spareråd og tilsvarende dør-til-dør kampagner.

- Jeg tror, at der skabt en bevidsthed i hele byen om, at man skal passe på vandet, fortæller Signe Landon, fra Agenda Center Albertslund, til DR P4 København.

I Københavns Kommune går det også godt med at spare på vandet. Her er man nede på 103 liter per person. De gode resultater glæder forsyningsvirksomheden HOFOR, der arbejder på at udbrede kendskabet til deres vandspareråd til alle hovedstadsområdets kommuner.

- Vi går i gang i efteråret med de første aktiviteter. Og fra 2015 sætter vi ind med en endnu større plan for at nå ud til så mange borgere som muligt, siger Dorthe Von Bülow, projektleder i HOFOR, til DR P4 København.

På landsplan bruger en person i gennemsnit 107 liter vand i døgnet.

Størstedelen af de liter bruges på bade og toiletbesøg.