Smitten er stukket af – nu kritiserer borgmester grænse for nedlukning

Vallensbæk Kommune topper listen over kommuner med højeste smittetryk. Borgmester efterlyser klarhed om den kommende grænse for automatisk nedlukning.

Vallensbæk kommune er nu den kommune i landet med det højeste smittetryk.

Siden torsdag er det testkorrigerede incidenstal i Vallensbæk steget fra 158 til omkring 223,68 smittede pr. 100.000 indbyggere. 

Rammer tallet 250, bliver store dele af Vallensbæk Kommune lukket ned som led i myndighedernes model for automatisk nedlukning ved for høj smitte.

Men den grænse står til at blive hævet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) meddelte fredag, at den automatiske nedlukningsgrænse for kommunerne bliver hævet fra 250 til 300, og at dette vil træde i kraft i løbet af denne uge. 

Derfor risikerer Vallensbæk Kommune at havne i en penibel situation, hvis incidenstallet når at overskride de 250, inden den nye og højere grænse træder i kraft.

Borgmester Henrik Rasmussen (K) efterspørger klarhed, så han og andre kommuner har bedre mulighed for at forberede sig på, hvorvidt de risikerer nedlukning eller ej.

- Det er frustrerende ikke at vide, hvad retningslinjerne er. Jeg kunne godt tænke mig, at der var handling bag ordene. Når man melder noget ud fra regeringens side, skulle det gerne have øjeblikkelig virkning, men det har det her ikke, siger han til TV 2 Lorry.

- Vi står i et vakuum lige nu. Det er jo logisk nok, at grænsen stiger samtidigt med, at der er flere, der er vaccineret. Men vi risikerer at blive ramt midt i det her vakuum og skal lukke, fordi man ikke er blevet færdig med at behandle det, der egentligt er vedtaget.

Opfordrer til test

Borgmesteren frygter at en eventuel nedlukning, vil ramme børnene og skolerne hårdest:

- Vores børn som er kommet tilbage efter at have været meget alene, de er kommet tilbage til deres kammerater og er kommet i gang med at modtage læring igen. Det synes jeg jo er super ærgerligt, hvis vi skal lukke ned for det.

Derfor opfordrer han borgerne i Vallensbæk Kommune til at blive ved med at lade sig teste.

- Det har de været rigtig gode til, og det skal de blive ved med. Brug de testmuligheder der er, også selvom det er en kviktest, så man kan gå i isolation og stoppe smittespredningen, hvis man tester positiv.

Vallensbæk Kommune har to teststeder, hvor det ene ligger, der er et kvikstest-sted, i Vallensbæk Kultur & Borgerhus, mens det andet, der er med PCR-test, ligger på Højrupgård.

Otte af de ti kommuner, der lige nu har de højeste testkorrigerede incidenstal, ligger i TV 2 Lorrys sendeområde.

De otte kommuner er Vallensbæk, Frederiksberg, Solrød, Ishøj, Albertslund, København, Gentofte og Gribskov.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik