To valg i træk: Ødelagt lift afholder handicappede Lis fra stemmeboks

På et af Ballerups valgsteder måtte borgere i kørestol opgive at komme hen til stemmeboksen, da liftene var i stykker.

Valgdagens dilemma plejer ofte at være, hvor krydset skal sættes, men for nogle borgere er dagens største problem faktisk at nå hen til stemmeboksen.

Og netop det problem har Lis Andersen oplevet ikke én, men hele to gange inden for den sidste måned.

quote Da jeg gik fra valgstedet i dag, var jeg rasende indvendigt.

Lis Andersen, kørestolsbruger

Hun er nemlig kørestolsbruger, og da hun transporterede sig hen til sit valgsted på Baltorpskolen, distrikt Rugvænget, både på valgdagen for Europaparlamentet og nu Folketingsvalget, kunne hun ikke komme hen til stemmeboksen. Liftene, der skulle transportere hende de seks trappetrin op til området for udlevering af stemmesedler og stemmeboksene, var gået i stykker.

- Der var tekniske problemer med liftene, så jeg kunne ikke komme op til stemmeboksene. Det endte med, at en person måtte løbe op og bytte mit valgkort til en stemmeseddel, og så måtte jeg sætte mit kryds der foran trappen, forklarer Lis Andersen til TV 2 Lorry.

Hun uddyber, at hendes stemmeseddel efterfølgende blev lagt i en lille lukket stemmeboks.

En dårlig oplevelse

Episoden efterlod Lis Andersen både frustreret og vred. For at være udsat for det samme tekniske uheld to valg i streg er lige i overkanten, mener hun.

- Da jeg gik fra valgstedet i dag, var jeg rasende indvendigt. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man som kørestolsbruger ikke kan stemme på normal vis, når man nu gerne vil.

Det er muligt for stemmeberettigede borgere med handicap at få hjælp til at afgive sin stemme, men den hjælp er Lis Andersen ikke interesseret i. Hun har nemlig et ønske om at klare sig selv og ikke skulle være afhængig af særbehandling.

quote Så længe jeg har mulighed for at stemme normalt, så gør det mig glad at kunne gøre det

Lis Andersen, kørestolsbruger

- Jeg vil behandles normalt. Og så længe jeg har mulighed for at stemme normalt, så gør det mig glad at kunne gøre det. For man syner hen, hvis man får hjælp til det hele. Det vil jeg ikke. Jeg har dejlige børn og børnebørn. Jeg vil leve normalt, siger Lis Andersen.

Lis Andersen valgte efter sit besøg på valgstedet i dag at dele sin oplevelse på Facebook, hvor mange brugere udtrykker medfølelse og undrer sig over, at sådan en situation kan finde sted.

”Vi gjorde vores bedste i en uheldig situation”

Musa Kekec er valgstyrerformand på det valgsted, hvor Lis Andersen tidligere i dag måtte afgive sin stemme uden for stemmeboksens beskyttende stofvægge. Og han var faktisk til stede, netop da Lis Andersen mødte op.

Han mener, at der blev skabt de bedst mulige rammer for både Lis Andersens og andre kørestolsbrugeres stemmeafgivningen, når nu liftene var i stykker.

- Vores alternativ var en fair løsning på problemet. Vi sørgede for, at hun stod i et hjørne af atriummet ved et bord. Vi vendte ryggen til, da hun skulle afgive sin stemme, og vi kontrollerede, at hun puttede stemmesedlen i den lille stemmeboks, vi havde hentet til hende, siger Musa Kekec til TV 2 Lorry.

En tekniker blev tilkaldt under Europaparlamentsvalget, hvor han fik liftene til at virke, men han fandt ikke årsagen til problemet.

Hele to gange i løbet af i dag, måtte en tekniker tilkaldes, fordi liftene ikke virkede. Første gang lykkedes det teknikeren at reparere liftene, men omkring kl. 17.00, da han for anden gang måtte besøge valgstedet, opgav han at reparere liftene.

Han fandt dog årsagen til problemet. Nemlig at liftene kun kan bære en vis vægt, og at den vægt er blevet overskredet, hvilket får liften til at gå i stykker.

Musa Kekec medgiver, at en maksimum vægt sandsynligvis er blevet oplyst ved installation af liftene, men at det ikke er et tal, han kender til.

quote Jeg kan rigtig godt forstå Lis’ følelser omkring det her

Musa Kekec, valgstyrerformand, Baltorpskolen - Rugvænget

Han forstår dog Lis Andersens situation og beklager, at valgdagen ikke kunne blive, som hun havde håbet.

- Jeg kan rigtig godt forstå Lis’ følelser omkring det her. Vi søger netop på valgstedet at etablere forhold, så ingen oplever forskelsbehandling. Jeg er virkelig ked af hendes oplevelse og kan godt forstå den, siger Musa Kekec.

Han oplyser, at Ballerups borgmester er orienteret om problemet, og at de til næste valg vil sørge for at styrke liftene, så de kan klare mere vægt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik