Valentin ud af det gode selskab

Roskilde Banks tidligere direktør Niels Valentin Hansen føler, at han på et uacceptabelt grundlag er blevet presset ud af den lokale Roskilde Rotary Klub. Det fremgår af den udmeldelse, han har sendt til Roskilde Rotary Klub.

Her skriver han også, at han er udsat for en pressehetz, skriver DAGBLADET Roskilde.
I udmeldelsen giver den tidligere bankdirektør samtidig udtryk for, at han føler sig svigtet af de Rotary-medlemmer, som tilsyneladende har presset ham til melde sig ud af klubben, som tæller en række fremtrædende erhvervsfolk fra Roskilde og omegn.
Han er også skuffet over, at Rotary-klubben tilsyneladende har bedt Niels Valentin Hansens mangeårige ven og tidligere bestyrelsesformand i Roskilde Bank, Jens Winther, om at overbringe den tidligere bankdirektør beskeden om, at han var uønsket i Rotary.
DAGBLADET er kommet i besiddelse af Niels Valentin Hansens skriftlige udmeldelse.
- Min familie og jeg gennemlever - ligesom mange andre - en vanskelig tid, hvor der er langt mellem de lyse punkter. Derfor gjorde det meget ondt at modtage beskeden om, at jeg er uønsket i klubben - og det indirekte via mail til Jens Winther, skriver den tidligere bankdirektør blandt andet.
Niels Valentin Hansen efterlyser kammeratskabet i Roskilde Rotary Klub.
- Som medlem af Roskilde Rotary Klub, der ved enhver lejlighed priser sig af, at være den »gamle« klub med det gode kammeratskab og de stolte traditioner, er jeg skuffet - og det er ikke mindst på Roskilde Rotary Klubs vegne... Når jeg ser bort fra pressens hetz, har jeg - bortset fra en enkelt rotaryaner - kun modtaget sympati og positive tilkendegivelser. Derfor er det særligt overraskende, at det skulle være min egen rotaryklub gennem mere end 30 år, der skulle føle sig kaldet til »at kaste den første sten«. Det kunne jeg godt have undværet, skriver den tidligere bankdirektør.
Han mener samtidig ikke, der formelt set er det nødvendige grundlag for at presse ham til en udmeldelse.
- Jeg kan ikke undlade at gøre opmærksom på, at jeg finder fremgangsmåden helt uacceptabel og slet ikke i overenstemmelse med »Grundlov for Rotaryklubber«, skriver han.
Alligevel slutter han brevet:
- Med en tak for mange gode år i Roskilde Rotary Klub anmoder jeg om at udtræde af klubben.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik