Uanset om man bor i området, bruger Solrød Idrætscenter nu eller gerne vil i fremtiden, så er man velkommen til at deltage. Foto: Solrød Kommune / Presse

Vær med til at udforme den nye del af Solrød Idrætscenter

Solrød Byråd har afsat 24 millioner kroner til nye faciliteter ved Solrød Idrætscenter. Borgerne kan komme med idéer til, hvad pengene skal bruges på.

Skatepark, springgrav eller en helt ny hal? 

Det er blot eksempler på de forslag, man kan stille, når Solrød Kommune inviterer borgerne indenfor til første workshop om de nye faciliteter ved Solrød Idrætscenter. 

Under sidste års budgetforhandlinger besluttede Solrød Byråd nemlig at afsætte 24 millioner kroner til nye faciliteter ved Solrød Idrætscenter. Til gengæld ville politikerne lade det være op til borgerne selv at beslutte, hvad der er brug for.

Læs også Vision: Solrøds borgmester vil ikke vækste for vækstens skyld

Alle idéer skal høres 

Workshoppen er dermed startskuddet på et spændende projekt, hvor borgerne får lov at spille en hovedrolle. På denne aften skal idéerne og ønskerne kastes op i luften, de skal flyde, fylde og høres hver og én.

Indledningsvis vil projektets rådgivere, Elkiær og Ebbeskov Arkitekter, vise eksempler på forskellige idrætsfaciliteter og give ideer til, hvordan idrætsfaciliteter kan se ud, hvilke arkitektoniske kneb man kan tage i brug, og hvordan ønsker kan kombineres og lokaler optimeres.

Læs også Unge i Solrød: Vi mangler et sted at være

Alle er velkomne

Uanset om man bor i området, bruger Solrød Idrætscenter nu eller gerne vil i fremtiden, så er man velkommen til at deltage. Sagt på en anden måde, så er døren åben for alle kommunens borgere. Det eneste krav er, at man møder op med engagement, viljelyst og gode idéer.

Hvis man tilmelder sig via NemTilmeld.dk, sørger kommunen for, at der er kaffe, kage og plads nok til alle.

Det er helt gratis at deltage, og tilmelding foregår via dette link: https://solkultur.nemtilmeld.dk/324/

Fakta

Tid & sted: 16. april 2018 kl. 18.00-20.30, Solrød Idrætscenter - klublokalerne

Der vil i alt blive afviklet tre workshops, så man er velkommen til allerede nu at sætte kryds i kalenderen onsdag d. 2. maj og tirsdag d. 22. maj.

Der vil være tale om en løbende proces, hvor der arbejdes videre ud fra ideerne fra første workshop. Det vil derfor være en god idé, at man deltager i den indledende workshop, hvis man ønsker at deltage i de to efterfølgende.