Vær klar til skybruddet: Det skal du gøre

I hele TV 2 Lorrys sendeområde er der varsel om skybrud tirsdag aften - men hvordan garderer man sig egentlig bedst? Få ti gode råd her.

TV 2 VEJRET varsler skybrud i tidsrummet 17-00 for hele Sjælland. De kraftige byger opstår i forbindelse med en frontzone, som bevæger sig på langs af sig selv mod nordøst.

Og når vejret er så vildt, holder Hovedstadens Beredskab vejret.

I det gule område er der risiko for lokale skybrud mellem klokken 17 og 22. I det orange felt er der udsendt varsel om lokale skybrud mellem klokken 17 og midnat.
I det gule område er der risiko for lokale skybrud mellem klokken 17 og 22. I det orange felt er der udsendt varsel om lokale skybrud mellem klokken 17 og midnat.
Foto: TV 2 Vejret

Det skal du ikke gøre

Ifølge den vagthavende operationschef hos Hovedstadens Beredskab, Kristian Næsted, skal man holde sig inden for husets fire vægge i vildt vejr.

- For det første skal man lade være med at bevæge sig ud, når vejrtjenesterne varsler voldsomt vejr. Man skal passe på sig selv og lade være med at gå ud i tordenvejr, hvor der er lynnedslag og så videre, siger Kristian Næsted til TV 2 Lorry.

- Er man ude, skal man holde sig væk fra oversvømmelser, siger han.

Det skyldes, at vandet har været i kontakt med kloakken, så det reelt er kloakvand, som man bevæger sig rundt i.

- Der er desuden også risiko for, at man kan komme galt afsted, for kloakdæksler kan have forskubbet sig eller være blevet skudt af af vandmasserne. Så det er kan være forbundet med livsfare, hvis man bevæger sig ud i de uklare vandmasser, siger Kristian Næsted.

Man skal heller ikke forsøge at forcere oversvømmelserne, beretter beredskabet. Også det kan være fatalt.

- Vi har set adskillige eksempler ved tidligere skybrud på, at folk i bil har bevæget sig ud i noget, hvor de ikke kunne komme væk igen. Man risikere at ødelægge bilen, og man bringer sig selv i unødig fare. Det kan være decideret livsfarligt, hvis der er tale om ekstremt dybt vand.

Det skal du gøre

Til borgere der bor i lejlighed har operationschefen følgende råd:

- Det man generelt kan sige er, at man skal kigge efter sin ejendom og se efter, om der ligger kloakdæksler løst eller om de er tildækkede.

Man skal dog ikke regne med Hovedstadens Beredskab som det første, hvis skybruddet rammer København og omegn. I de tilfælde må man søge skadesservice andre steder.

Holder materiel klart

Det skyldes, at beredskabet holder deres materiel tilbage til større operationer, der har væsentlig betydning for samfundet.

- Vi gør det i sådan en situation, at vi prioriterer vores materiel. Vi holder vores materiel tilbage, så vi kan rykke ud til hospitaler og større veje. Så folks kældre er ikke øverst på vores liste, når det går sådan her for sig. Så skal man have fat i Falck eller noget skadesservice, siger han.

Denne artikel bygger på en tidligere publiceret artikel fra 23. juni 2016.

Sådan sikrer du dig mod skybrud

1. Tøm kælderen for værdier
Der er risiko for at få oversvømmelse i kælderen ved skybrud. Sørg for at tømme din kælder for de vigtigste værdigenstande - eller sæt dem op på en reol, så de ikke står direkte på gulvet. Få evt. installeret en højvandslukke på gulvafløbet i kælderen, så kloakvand ikke kan læbe tilbage i kælderen.

2. Få hjælp af din nabo
Hvis du er væk hjemmefra, mens skybruddet står på, bør du kontakte din nabo - og få dem til at tjekke op på din bolig for dig. Gør din nabo opmærksom på særligt udsatte områder, der bør holdes øje med.

3. Tjek afløb og tagrender
Gå din ejendom igennem for riste, afløb og tagrender. Sørg for at de ikke er stoppet til med blade og snavs. Stoppede afløb gør det svært for regnen at komme væk. Det er altid en god ide at sørge for at fjerne snavs og blade fra udsatte områder jævnligt.

4. Fjern elektroniske apparater​
Elektroniske apparater har som bekendt ikke godt af nærkontakt med vand. Sæt apparaterne op på noget højt, så vandet ikke trænger op til dem. Vær opmærksom på stikkontakter, der sidder tæt på gulvet.

5. Køb sandsække
Sandsække er en god måde at sætte en stopper for uønsket regn. Læg dem der, hvor der er risiko for, at der kan trænge vand ind. Eksempelvis ved revner i fundamentet, ved indgange og lignende.  

6. Hav redskaber klar
Skulle uheldet være ude, og der trænger vand ind i dit hjem, kan du forberede dig ved at have skovle, klude, koste og spande klar, så du kan komme af med det uønskede vand hurtigst muligt.

7. Gem en pose med tøj i toilettet
Meget regn på kort tid kan resultere i at kloakkerne flyder over. Desuden kan du risikere, at dit toilet svømmer over. Det kan du undgå ved at tage en pose med tøj og putte i toilettet. Sæt den fast i vandlåsen i toilettet. Derefter lægger du sandsække oven på. 

8: Tøm regnvandstønden
Hvis du har en tønde til regnvand i haven, bør du tømme den inden regnen dukker op. Hvis der kommer massiv regn, risikerer du at din regnvandstønde svømmer over. Det kan medføre, at der trænger vand ind uønskede steder.

9. Luk vinduer og døre
Gå hele dit hjem igennem og sørg for at alle døre og vinduer er lukkede forsvarligt. 

10. Undersøg dit hus' placering
Sørg så vidt muligt for, at grunden omkring huset skråner væk fra huset, så vand kan løbe væk. Hvis det ikke er muligt, så kan en drænrist være en mulighed.
Undersøg, for eksempel på hjemmesiden dingeo.dk, hvor højt din grund ligger i forhold til naboerne og andre huse i kvarteret. Det giver et fingerpeg om, hvor stor risiko du har for oversvømmelse.
Jo større del af din grund, der er dækket af fliser og andre hårde overflader, jo sværere har regnvandet ved at sive i jorden. Græsplaner og blomsterbede tager bedre mod vandet.

Fakta: Mads William Biener, TV 2

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik