Hovedstadens Beredskab er lige nu til stede ved en væltet lastbil.

Væltet lastbil spærrer motorvej

En væltet lastbil i sammenfletningen mellem Motorring 4 og Frederikssundmotorvejen skaber trafikale problemer. Til- og frakørsler er spærret.

En lastbil er væltet i sammenfletningen mellem Motorring 4 og Frederikssundmotorvejen. Vestegnens Politi anbefaler, at billister finder andre veje, da til- og frakørsler lige nu er spærret.

Vagtchef ved Vestegnens Politi, Kim Madsen, oplyser til TV 2 Lorry, at der formentlig er tale om et eksploderet dæk, som har gjort, at føreren af lastbilen har mistet styringen.

På Twitter skriver Hovedstadens Beredskab, at de har to stationer indsat ved den væltede lastbil, og at de arbejder så hurtigt de kan, for at få trafikken til at flyde igen. Der kommer dog til at gå noget tid, før der er ryddet helt op.

- De seneste meldinger der ude fra lyder på, at der i hvert fald går to timer endnu, siger Kim Madsen til TV 2 Lorry.

Vestegnens Politi siger, at trafikken flyder stille og roligt på motorvejen. Men Vejdirektoratet oplyser på Twitter, at trafikken kommer til at være påvirket til ud på aftenen.