Væggelusens værste mareridt: Buster og Storm finder bæsterne på fem minutter

En skadedyrbekæmper fra Herlev har taget kampen mod væggelus til et helt nyt niveau - og det skyldes de to hunde, Buster og Storm.

De gemmer sig om dagen, og om natten kommer de frem og bider os, så man vågner op til røde kløende knopper på kroppen.

De fleste kender til de ubehagelige væggelus, som folk typisk fragter med hjem fra ferien, og som kræver hjælp fra en skadedyrsbekæmper, når først de har fundet vej indenfor i hjemmets fire vægge.

Tommy Egebjerg Hansen fra Herlev har været skadedyrsbekæmper i godt 30 år, og han har utallige gange været ude og inspicere og sprøjte gift hos fortvivlede kunder, der har kæmpet forgæves mod de uindbudte gæster – og der er efterhånden ikke en bestemt højsæson for væggelus, for som han siger, ”så er de der hele tiden”.

Væggelusens værste mareridt

Men nu har Tommy Egebjerg Hansen fået et nyt våben mod de blodtørstige bæster, og det er de to hunde, cockerspanielen Buster og springerspanielen Storm, der er enhver væggelus’ værste mareridt.

Væggelusens livscyklus.
Væggelusens livscyklus.
Foto: Pestium.dk

Hanhunden Buster og tæven Storm er de første af deres slags, der er kommet til Danmark fra USA, hvor de i løbet af et år er blevet specialtrænet i mere end 1000 timer, så de på ingen tid kan opsnuse væggelus.

De to hunde ankom til Danmark for godt seks uger siden, og de firbenede specialister har allerede på rekordtid lettet arbejdet betragteligt for skadedyrsbekæmperen.

- Før vi fik hundene, var der ikke en garanti for at finde væggelusene, som kan gemme sig mange steder. Og bliver der ikke fundet noget, er det ikke sikkert, kunden vælger at få sprøjtet, og en måned senere er den så gal, fordi der alligevel viste sig at være væggelus, fortæller Tommy Egebjerg Hansen, der ejer Absolut Skadedyrsbekæmpelse i Herlev.

Væggelusens udvikling fra æg til voksen
Væggelusens udvikling fra æg til voksen

- De er virkelig effektive. Når vi tager hundene med ind i et værelse, kan de på fem minutter finde ud af, om der er væggelus eller ej. Og når de markerer, så er det 99,9 procent sikkert, at der er væggelus, og så kan vi virkelig koncentrere os om sprøjte ekstra de steder, siger han.

Hundene reagerer på den lugt, som levende væggelus afgiver. Når Buster snuser væggelus, står han op og sætter panden og snuden på stedet, mens Storm markerer ved at sætte sig.

Hanhunden Buster har fundet væggelus under en seng.
Hanhunden Buster har fundet væggelus under en seng.
Foto: Tommy Egebjerg Hansen

Specielt udvalgte hunde

Hundene er specielt udvalgt og har været igennem et gennemgribende helbredstjek for at undgå at lægge mange timers træning i en hund, der viser sig at have et dårligt hjerte eller dårlige hofter. Derfor er hundene et år gamle, når træningen starter, og de bliver så først udleveret, når de er fyldt to år.

- Det er langt fra alle hunde, der kan trænes op, som Buster og Storm er blevet det.  Ud over et godt helbred skal hunden også have det rette temperament, så den ikke er aggressiv eller bange. Den skal også kunne færdes omkring andre dyr, for det nytter jo heller ikke noget at komme ud til en kunde, der har en kat, hvor hunden så flegner helt ud, forklarer Tommy Egebjerg Hansen.

Her er Storm i færd med at snuse efter væggelus.
Her er Storm i færd med at snuse efter væggelus.
Foto: Tommy Hansen

Og det er to meget pligtopfyldende hunde, man har fået hjem, lyder det.

De arbejder stort set hver dag, og hvor det her i starten er omkring tre-fire timer dagligt, er det meningen at arbejdstiden senere skal skrues op på fem timer. De arbejder i 20 minutters, hvorefter de får 20 minutters pause, og sådan fortsætter det indtil fyraften.

Skal tilbage til USA og testes

Og så er der maden. Den får de nemlig først, når de har udført en opgave.

- Hvis de fik mad i en skål som almindelige hunde, så ville de hurtigt tænke, at der ikke er den store grund til at arbejde. Men de er meget dygtige og lystrer som en fjeder, der springer ud af en boks, forklarer Tommy Egebjerg Hansen.

Storm og Buster med deres respektive hundeførere.
Storm og Buster med deres respektive hundeførere.

Om et år skal hundene tilbage til USA, hvor de skal have et servicetjek hos opdrætteren. Der skal de igennem flere tests og prøver. Og det er ikke bare lige en loppetjans, som hundene let består, lyder det.

Der er meget arbejde. De skal hele tiden holdes i gang og trænes – og det gælder også i weekenderne. Vi er to hundeførere med hver vores hund. Og det er ikke bare lige noget, man skifter rundt på, for man lærer at kende og læse hinanden. Det er supervigtigt, at hunden ved, hvad du vil have. Så det er ikke bare noget, man sætter en anden mand til, forklarer Tommy Egebjerg Hansen.

Fakta om væggelus

Væggelusene er tæger og altså ikke lus som navnet kunne antyde. Tægernes munddele danner en effektiv, skarp sugesnabel, som de fleste bruger til at suge plantesaft.

Det hører til sjældenhederne at finde en ensom væggelus, når det ikke lige drejer sig om et individ der har vovet sig frem for at søge efter blod. De har en udtalt trang til at klumpe sig sammen.

Har man fundet et af deres tilholdssteder, og har det været i brug i længere tid, vil man finde et virvar af voksne af begge køn, nymfer, tomme hudskeletter, æg og tomme æggeskaller og så de sorte, blodholdige ekskrementer.

Væggelusene kommer kun frem når det er mørkt, og man kan ikke mærke deres bid, så der skal held til at overraske en væggelus udenfor dens gemmested.

Væggelusene gemmer sig i snævre revner og sprækker i nærheden af sovestederne.

Der er stor forskel på menneskers følsomhed over for væggelusebid. Omkring 10 procent af befolkningen reagerer overhovedet ikke. Det vil sige, at de kan afgive blod til en større population af væggelus uden at mærke det, og måske først opdage dyrene ved et tilfælde.

Hos de flest efterlader væggelusebiddene røde kløende knopper, en allergisk reaktion på de artsfremmede æggehvidestoffer i væggelusens spyt.

Netop fordi vi reagerer så forskelligt på insektbid, er det svært, for ikke at sige umuligt, umiddelbart at skelne den ene slags kløende udslet fra den anden, og sagen kompliceres yderligere af, at biddene kan forveksles med hudreaktioner der skyldes overfølsomhed.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik