Væggelus overalt: Sådan kan du undgå dem

Væggelus er ikke på retræte, tværtimod. Skadedyrsbekæmpere rapporterer om stadig flere væggelus, mens bekæmpelsen er blevet sværere. Sådan undgår du at få dem med hjem.

Intet tyder på, at væggelus er et moderne skadedyrsproblem på retræte. Tværtimod, lyder det fra flere skadedyrsbekæmpere i hovedstadsområdet. Væggelusene vrimler frem i danske hjem.

Flere giver udtryk for, at antallet af henvendelser stadig stiger. Alle giver udtryk for, at man ligger på et stabilt, højt niveau.

Det er også den samlede opfattelse i Brancheforeningen for professionelle skadedyrsbekæmpere, at problemet kun er blevet værre siden midten af 90'erne.

Antallet af anmeldelser af væggelus stiger. Se hvordan du undgår væggelus

- Vi sidder i en brancheforening, hvor vi er cirka 45 firmaer, og hvis vi spørger rundt om bordet: 'Er det her et problem, der er støt stigende?' Så nikker alle og siger ja, det er det, siger Claus Schulz, formand for BS, brancheforening for skadedyrsfirmaer.

Modstandsdygtige blodsugere

Der findes ikke nogen officielle opgørelser over, hvor slemt det står til herhjemme i dag. I 2010 lukkede man Statens Skadedyrslaboratorium, der indtil da havde holdt øje med udviklingen.

I dag, siger flere eksperter, får man den bedste fornemmelse af problemets omfang ved at spørge skadedyrsbekæmperne selv.

Statens Skadedyrslaboratorium undersøgte i sin tid også resistensen hos væggelus i Danmark. De konkluderede i 2007, at væggelusene havde moderat eller høj resistens overfor giftstoffer i kategorien syntetiske pyrethroider.

Væggelus

Menneskets væggelus er 5-6 mm lang med en oval og flad, gulbrun krop med stærkt forkortede vinger. Væggelusen (eller sengetægen, som den ofte kaldes) er et udpræget natdyr, som om dagen skjuler sig i revner og sprækker i møbler, under løst tapet e.l.

 

Uden forstyrrelser kan væggelusen indtage en blodmængde, der svarer til det dobbelte af dens egen vægt. Nogle personer får hævelser og kløe omkring det angrebne sted, men væggelus overfører ikke sygdomme som andre blodsugende insekter. Menneskets væggelus er udbredt over det meste af Jorden.

 

Kilde: denstoredanske.dk

Det slås skadedyrsbekæmperne med i dag, eftersom der er sket en gradvis udfasning af giftstoffer fra markedet. I dag er der kun giftstoffer i kategorien syntetiske pyrethroider tilbage, fordi andre stoffer har været sundhedsfarlige.

- Vi er efterladt med nogle aktivstoffer, som allesammen, mere eller mindre, ligner hinanden og i hvert fald allesammen arbejder på det samme sted på væggelusens nervesystem. Hvis man har selekteret resistens op mod det ene aktive stof, så er der meget stor risiko for, at man også selekterer op på de andre aktive stoffer, fordi det er samme gruppe, siger Karl-Martin Vagn Jensen.

Det betyder med andre ord, at væggelusene kan tåle at gå på giften.

Forebyg selv

Resistensen hos væggelus er dog ikke komplet endnu. Skadedyrsmidlerne har stadig en effekt, omend den er begrænset.

Selvom syntetiske pyrethroider stadig har en effekt, bliver nogle bekæmpelsesmidler alligevel udfaset fra markedet. Det hænger sammen med, at der bliver stillet større miljøkrav. Ved udgangen af januar forsvandt to midler fra skadedyrsbekæmpernes sortiment, og nu står man med de sværeste vilkår hidtil for at bekæmpe væggelusene.

- Vi går lidt en anden vej, hvor vi siger, at gift ikke længere er det essentielle i vores behandling, men det er alternative metoder. Det er selvfølgelig positivt i forhold til miljøet og alle mulige andre ting, men det er til gengæld også mere tidskrævende, og så er der jo kun én til at betale, og det er jo kunderne, siger Claus Schulz.

De alternativer metoder er fysisk behandling med frys, damp, varme og kraftig støvsugning - metoder som du selv kan gøre brug af, hvis du vil undgå at få væggelus.

Hvis du gerne vil undgå væggelus...

...så er der heldigvis flere ting du kan gøre.

Sådan undgår du væggelus:

Fremkomsten af væggelus i Danmark skyldes blandt andet at rejseaktiviteten er steget.

 

Væggelus er særdeles dygtige til at gemme sig i kufferter, tasker og vil i det hele taget søge mod tøj - især snavset tøj.

 

Du kan gøre følgende, hvis du mistænker at der er kommet væggelus med hjem i bagagen:

 

1. Opbevaring af bagage

Tænk over, hvor du opbevarer din kuffert på et lejet værelse. Ikke under sengen for væggelusene kan bo i sengerammen, i madrassen eller mellem madras og stof. Undgå kuffertstativer og undgå at bagagen står tæt op ad en væg og løft gerne bagagen op fra gulvet.

 

2. Frys din bagage, når du kommer hjem

Ved 20 graders kulde kan væggelus kun overleve i 2 døgn. Frys tøj og taske hver for sig, sørg for at der luft omkring og at tøjet ikke er pakket for tæt - ellers kan der opstå en kerne, hvor frosten er længe om at trænge ind. Ved 18 graders kulde skal tøj og bagage ligge tættere på 3 døgn, og ved 16 graders kulde mindst 3 døgn.

 

3. Vask tøj omkring 50 grader

Al tøj der kan tåle det, bør blive vasket ved mindst 50 graders varme på længere programmer, altså gerne et par timer. Der findes også varmeovne, som kan opvarme dine rejsesager op mod 55 grader. Væggelus sidder ikke nødvendigvis omkring tøj, men kan også sætte sig computere eller beautyboxes.

 

4. Støvsug

Støvsug ender og kanter af kufferter og tasker. Dyrene er til at se med det blotte øje, så støvsug dem op og smid støvsugerposen ud.

 

5. Seje fætre

Vær opmærksom på, at væggelus kan overleve meget længe uden blod, hvis temperaturen er rigtig. Hvis en kuffert bliver opbevaret i en kælder hvor der er koldere end 13 grader, kan væggelusen sidde passivt i en kuffert i op mod 12 måneder. Tilbage i stuetemperatur bliver væggelusen aktiv igen.

 

Kilde: Karl-Martin Vagn Jensen, seniorforsker emeritus ved Aarhus Universitet & Bolius.dk

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik