Foto: Lorry

Vaccination mod kræft kan redde flere liv

Et stik i armen kan holde en cancersygdom fra døren. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er taget direkte fra virkeligheden.

Det er vaccinen mod HPV virus, det handler om.

En vaccination, der er rettet mod livmoderhalskræft, men som forskning viser også beskytter både mænd og kvinder mod en lang række andre kræftformer. Det skriver P4 Købehavn

Læger er begejstrede. Vaccinen har siden 2008 været en del af 12-års vaccinationsprogrammet for piger, men med de store perspektiver, er københavnske læger begyndt at vaccinere bredere, fortæller praktiserende læge på Frederiksberg Susanne Knudsen:

-De kollegaer jeg har tæt samarbejde med, har den samme holdning som jeg. De har også vaccineret deres familie og sig selv.

Derfor går Susanne Knudsen meget længere end Sundhedsstyrelsen anbefaler, når hun rådgiver og vaccinere sine patienter, og for hende er der ingen tvivl:

-Kræft er en dødelig sygdom, og jeg synes man er forpligtiget til at gøre alt, hvad man kan for at undgå at folk får kræft, så derfor vil jeg aldrig synes, at det er en dårlig ide at vaccinere nogen. Heller ikke, hvis de er 50 eller 60 år.

S og SF vil vaccinere flere. Tal fra Kræftens Bekæmpelse peger på, at godt 650 dødsfald og 12.000 behandlinger af forstadier til kræft kan undgås, alene hvis alle kvinder mellem 18 og 26 år vaccineres hurtigt.

S og SF vil gerne vaccinere bredere, og det gælder også drengebørn, lover Socialdemokratiets sundhedsordfører Sofie Hæstorp Andersen:

-Sundhedsstyrelsen har sagt, at kvinder op til 26 år skal kunne købe vaccinen, men vi vil også have dem med i det gratis vaccinationsprogram, og vi vil på sigt også have drengene med.

Sundhedsstyrelsen: Effekten er for lille. Skal vaccinen være gratis for alle, så kræver det, at Sundhedsstyrelsen ændrer anbefalingerne til Sundhedsministeriet, og det er der ingen planer om.

-Vi følger løbende de internationale resultater og anbefalinger, men vi har ingen planer om at ændre vores anbefalinger, siger afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen Sigrid Poulsen til DR København.

Vaccinationen virker på voksne, men jo ældre man bliver, jo større er risikoen for, at man har reddet sig HPV-virus, og det er grunden til, at Sundhedsstyrelsen foreløbig står fast, forklarer Sigrid Poulsen:

-Det er nogle gode vacciner, men vi har valgt at koncentrere os om de helt unge, hvor effekten er størst. Det diskuteres meget, hvor gamle folk kan være, når man vaccinerer, da der er flere, der allerede er smittet, jo ældre folk bliver.

Sundhedsministeren har ikke ønsket at udtale sig i forbindelse med sagen, men skriver i en mail til DR Købehavn, at ministeriet følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området.

Egenbetaling gør kræft til tabersygdom. I dag skal langt de fleste selv betale for vaccinen, og det giver en skæv fordeling af vaccinationer i befolkningen. De nyeste tal viser, at kun 10 pct. af kvinderne i alderen 19-22 år i Ishøj Kommune har fået vaccinationen, mens det gælder 50 pct. i Hørsholm.

Dermed bliver det også bestemte grupper, der i fremtiden oftere vil rammes af kræft, advarer overlæge i Kræftens Bekæmpelse Iben Holten til DR København:

-Vi ved allerede, at der er en social skævhed i, hvem der bliver screenet, og hvis der også er en social skævhed i vaccinationer, så gør vi de kræftsygdomme, vi kan beskytte mod til en social sygdom. Det er ikke acceptabelt.