Foto: Per Johansen

Våbenfund ved adgangskontrol til byretter

Flere byretter jubler om effektiv adgangskontrol, hvor der blandt andet er fundet våben og hash.

Fem af landet større byretter har som forsøgsordning lavet adgangskontrol. Ordningen med adgangskontrol til byretterne skal køre et år i fem af landets større byretter i Købehavn, Glostrup, på Frederiksberg samt i Aalborg og Aarhus.

Allerede nu har adgangskontrollen givet pote. De fem byretter oplyser, at der i adgangskontrollen blandt andet bliver fundet knive, gafler, peberspray, knipler, glasflasker, paraplyer, værktøj, hash og sakse.

Forsøgsordning efter morfar-drabet

Adgangskontrollen blev indført efter det såkaldte morfar-drab i København, hvor en 68-årig morfar i september sidste år dræbte en advokat og sårede sit barnebarns far i Fogedretten.

Drabet fik diskussionen om sikkerhed i byretten til at blusse op, og i juli startede forsøget så med adgangskontrol i blandet andet København, Glostrup og på Frederiksberg.

SE OGSÅ: Skudepisode i Fogedretten

Adgangskontrol skaber tryghed

De besøgende er siden sommer blevet undersøgt af skannere og vagter inden, de bliver lukket ind. Og ordningen er en succes, lyder det fra de fem byretter. Det siger Michael Villemoes Larsen, der er administrationschef i Københavns Byret til Ritzau.

- Mit indtryk er, at man er rigtig glad for, at den her kontrol er kommet, og at der er kommet en øget tryghed inden for rammerne. Og der har været meget få problemer med folk, der synes, det er irriterende, lyder det.

På trods af glæden i byretterne er der dog også kritiske røster mod kontrollen.

En af dem er strafferetsadvokat Peter Trudsø, der i 17 år har haft sin daglige gang hos landets domstole. Han vurderer ikke, at han nogensinde har været i fare.

- En væsentlig faktor for indførelsen af adgangskontrol var, at en advokat blev dræbt ved en tragisk hændelse. Men alt det her med øget adgangskontrol, det er altså ikke noget, advokaterne har bedt om, siger Peter Trudsø.

Dommerforening er tilfreds

I Den Danske Dommerforening er der dog ingen tvivl om, at kontrollen er det hele værd. Det siger Mikael Sjöberg, der er formand for foreningen.

- Vi er meget tilfredse med, at der er kommet adgangskontrol, og det eneste, vi kan beklage, er, at det kun drejer sig om fem steder, siger Mikael Sjöberg.

Morfaren blev i Retten i Frederiksberg idømt livstid for manddrab og forsøg på manddrab, men har efterfølgende altså anket sagen, der afgøres i Østre Landsret. Ankesagen behandles i dag tirsdag.

LÆS OGSÅ: Datter skal vidne om fars drab på advokat