V og K: Københavns Kommune svigter i bandekrig

Nu retter retsordførere fra Venstre og de konservative kritikken mod Københavns Kommune, som de mener har svigtet sit ansvar.

Bandekrigen raser. Siden januar har der været syv skudepisoder
i København. Flere personer er blevet dræbt, og endnu flere er
blevet såret. Politiet har gentagne gange fået tilført
ressourcer, og der er indført visitationszoner flere steder i
byen. Det har dog ikke forhindret, at tilfældige mennesker
bliver skudt, og i weekenden døde to i skuddramaer.Nu retter
retsordførere fra Venstre og de konservative kritikken mod
Københavns Kommune, som de mener har svigtet sit ansvar. Kim
Andersen, Venstres retsordfører, mener ikke, politikerne på
Københavns Rådhus tager sagen alvorligt:»Københavns Kommune har
et ansvar i forhold til at træde i karakter nu og tage hånd om
sine borgere - i stedet for bare at lave drillerier og politisk
pjatteri på rådhuset om tingene,« siger han til Information. Kim
Andersen henviser til, at Folketinget nu har givet politiet de
ressourcer, der er bedt om for at kunne øge bemandingen på
Nørrebro. Også lovgivningen er blevet tilpasset, så fra nu af er
det op til kommunen og politiet at finde en hurtig løsning på
situationen, mener han.Retsordfører Tom Behnke (K) kritiserer
også den københavnske indsats. Særligt det forebyggende arbejde
fungerer ikke godt nok, mener han:»Vi burde have set en større
indsats i forhold til at sikre, at børn og unge i Københavns
Kommune har noget fornuftigt at tage sig til, så de ikke render
rundt og laver tossestreger. Det er et kommunalt anliggende, og
de må tage ansvar for situationen i deres kommune,« siger Tom
Behnke, der mener, at kommunens indsats »kunne have været meget
bedre«.Tom Behnke peger på, at helt unge drenge med anden etnisk
baggrund end dansk på Nørrebro kunne have godt af et styrket
samarbejde mellem skole, politi og fritidstilbud. Den
forebyggende indsats var i går også et af de områder,
chefpolitiinspektør Per Larsen i Københavns Politi nævnte.
Politiet har nu rettet henvendelse til kommunen, og indsatsen
skal styrkes, forklarede han på TV 2 News.Men det forebyggende
arbejde er i sidste ende kommunens opgave, mener Tom
Behnke:»Københavns Kommune står for den forebyggende indsats,
men selvfølgelig ofte i samarbejde med politiet. Det er dem, der
skal aflaste politiet og være primære tovholdere på det
forebyggende arbejde,« understreger han over for
Information.Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) forklarer, at
der allerede er iværksat en række initiativer. Hun er derfor
skuffet over, at folketingsmedlemmerne langer ud efter
Københavns Kommune. Hun vurderer, at VK-ordførerne må have en
dårlig smag i munden over deres egen indsats:»De må jo have
enormt dårlig samvittighed over det, der foregår fra
Folketingets side. Situationen i København nu er overhovedet
ikke til, at vi skal begynde at skælde ud på hinanden. Det, som,
det gælder om, er at få skyderierne til at høre op,«siger Ritt
Bjerregaard til Information.Overborgmesteren siger, at kommunen
bruger mange penge på indsatsen allerede:»Vi har brugt 200
millioner kr. på foranstaltninger i år. Der er afsat penge til
at få socialrådgivere ud på skolerne de steder, hvor der er
problemer, og vi har skaffet flere gademedarbejdere og åbnet
ekstra klubber, også til unge over 18.« Ritt Bjerregaard
understreger, at politiarbejde ikke udføres af kommunen:»Vi har
et statsligt politi, og hvis vi skulle have ansvar for det hele,
så skulle vi have et kommunalt politi. Vi kan ikke få det under
kontrol, det kan kun politiet,« siger hun.Kim Andersen
fastholder, at der skal rettes op på kommunens indsats, ellers
må der stramninger til:»Det her er ikke noget, der gives mange
måneder til at rette op på. Ellers har vi en væsentlig opgave i
forhold til opstramning over for Københavns Kommune og
politiet,« siger han.Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har
bedt Rigspolitiet og Københavns politi melde tilbage, om der er
brug for nye love eller andre initiativer, som kan bringe
bandekrigen til ophør. Skyderierne har været et tilbagevendende
problem siden sensommeren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik