V-leder: Angreb var langt over målet

Formanden for Venstres byrådsgruppe i Roskilde Kommune, Lars Berg Olsen, kritiserer nu i skarpe vendinger de to partfæller, som i weekenden gik til angreb på den ene af bejlerne til posten som partiets kommunale spidskandidat, skriver DAGBLADET Roskilde.

Weekendens angreb på Venstres bejler til posten som partiets
spidskandidat ved det kommende kommunal valg, Evan Lynnerup, var
ganske enkelt utilstedeligt.Sådan siger Venstres nuværende
formand for partiets byrådsgruppe, Lars Berg Olsen.

- Det ligner ganske enkelt ikke noget at gå til angreb på en
partikollega på den måde. Det er fuldstændig utilstedeligt,
siger Lars Berg Olsen.

Gruppeformandens fordømmelse kommer efter,
at to fremtrædende Venstre-medlemmer - formanden for Roskilde
Kommunes sundheds- og forebyggelsesudvalg, Annie Larsen, og den
tidligere viceborgmester i Gundsø Kommune Anders Warmsler-Jensen
- i DAGBLADET lørdag slog fast, at ytringsfriheden vil blive
knægtet, og Roskilde Kommune risikerer politisk at blive drevet
som et diktatur, hvis medlemmerne af partiet Venstre vælger
formanden for kommunens kulturudvalg, Evan Lynnerup, som
partiets spidskandidat.

Evan Lynnerup er den ene af kandidaterne til posten som ny
borgmesterkandidat for Venstre i Roskilde Kommune. Den anden
kandidat er byrådsmedlem Peter Madsen.

- Jeg har taget kontakt med Annie Larsen og Anders
Warmsler-Jensen og sagt direkte til dem, at det her ingen steder
hører hjemme. Det er fuldstændig forfejlet, at de prøver at
udstille et Venstre-medlem på denne måde, og det er forkert at
udstille partiet på den måde. Det gavner ikke noget, siger Lars
Berg Olsen.

Han frygter samtidig, at angrebet på Evan Lynnerup kan skade
samarbejdet i Venstres byrådsgruppe i det år, der nu er frem mod
det næste kommunalvalg i november 2009.

- Det bliver da op af bakke nu. Men jeg håber fortsat, at vi
kan samarbejde - også efter opstillingsmødet på torsdag, hvor
det afgøres, hvem af de to kandidater, der skal være Venstres
nye spidskandidat, siger Lars Berg Olsen.