Utilfredshed med ledelsen på bibliotektet

Ledelsen af Københavns Hovedbibliotek er arrogant og nedladende.

Det mener en gruppe vrede brugere, der med øjeblikkelig
virkning forlader deres frivillige hverv som rådgivende
brugerpanel på Hovedbiblioteket i Krystalgade, skriver Politiken
onsdag.

I januar 2008 blev 37-årige Pernille Schaltz leder af stedet,
der med omkring en million brugere årligt er en af landets mest
benyttede kulturinstitutioner.
Den nye ledelse har i løbet af det første år formået at gøre
sig så meget uvenner med brugerne, at en gruppe af særligt
dedikerede lånere nu tager deres gode tøj og smækker med
svingdøren i Krystalgade.

I et åbent brev til kulturborgmester Pia Allerslev skriver de
tidligere paneldeltagere med henvisning til Pernille Schaltz
blandet andet:
»Som aktive og engagerede borgere i Københavns Kommune mener
vi, at De kan anvende Deres tid mere hensigtsmæssigt end at
lægge øre til en leder, der udtrykker fortidige og udemokratiske
holdninger til kommunens borgere og brugere«.

Gruppen er i almindelighed uenig i en række praktiske forhold
efter en gennemgribende ombygning, men det er ikke det, der har
fået dem til at gå i vrede.
»Vi er utilfredse med det politiske niveau. Vi bliver
simpelthen ikke orienteret om beslutningerne, før efter de er
taget. Skidt med, at vi så oveni er uenige med de arkitektoniske
beslutninger. Ledelsen har intet ønske om dialog.

Det er derfor, vi kalder dem arrogante«, fortæller tidligere panelmedlem
Flemming Johansen, der har siddet i panelet, siden det blev
oprettet i år 2000. Han forklarer, at en ugentlig mail, der
havde til hensigt at orientere brugerpanelet, er blevet sløjfet,
ligesom en offentlig ris og ros-kasse er blevet nedlagt.
Er du arrogant, Pernille Schaltz?
»Nej, det er jeg ikke. Jeg ved ikke, hvorfor de siger det. De
har været trætte af den nye retning, som denne ledelse har lagt.
Jeg er ked af det, der er sket. Det er ærgerligt, at de ikke vil
være med mere. Jeg kan kun tage det til efterretning og
forhåbentlig få nogle nye borgere til at oprette et nyt
brugerpanel«.
Hvad vil du gøre anderledes, for at de ikke også skal gå i
vrede?

»Jeg prøver at være åben og positiv. Det vil jeg fortsætte med
og så tage til efterretning, at de synes, jeg har været
arrogant. Jeg synes, at der har været god vilje og respekt fra
vores side«.
Bibliotekschef i Københavns Kommune Jens Ingemann bakker
lederen op i en redegørelse til Kultur- og Fritidsudvalget i
Københavns Kommune, hvor han skriver:
»... at der i forlængelse af en diskussion af ombygningen har
været en række meget beklagelige episoder, herunder verbale
udfald fra medlemmer af brugerpanelet mod personale på
biblioteket«.

Han beklager i skrivelsen, at det ikke lykkedes at skabe et
tilfredsstillende samarbejdsklima med brugerpanelet.
Pernille Schaltz og Jens Ingemann nu vil iværksætte en
hvervekampagne for et nyt brugerpanel til efteråret.
Sagen er på dagsordenen hos Borgerrepræsentationen i morgen.