Utilfredse beboere vil sende støjende events ud af København

Støjreglerne for udendørsarrangementer i København har siden 2017 fungeret som en forsøgsordning. Nu er nye regler for støj i høring, og det splitter aktørerne i byen.

Nytorv er det sted i København, som i 2017 modtog allerflest klager i forbindelse med arrangementer. 

Alligevel er der her lagt op til, at grænsen for støj i forbindelse med arrangementer fremover skal ligge på 80 decibel i stedet for den nuværende grænse på 70 decibel.

Og det er til stor bekymring for nogle af de omkringboende københavnere. 

- Det væsentlige er, at man flytter events væk fra Middelalderbyen og det centrale København. Vi har alt for mange lige nu, hvorimod omegnskommunerne ikke har nær så mange. Mange kommuner ønsker sig de her arrangementer, så hvorfor ikke holde dem der, så vi kan få lidt færre, siger Jens Christian Tjell, formand for beboerforeningen Stræderne og Strøget. 

Nye støjregler i København er netop nu i høring

Hård kamp mod nuværende regler

De nuværende støjregler har siden 2017 sikret, at lydniveauet ved udendørsarragementer ikke oversteg 70 decibel.

Det har sidenhen mødt stor modstand fra byens kulturaktører. Derfor gik 500 af byens musik- og festarrangører i løbet af sommeren 2018 sammen om en underskriftindsamling under navnet 'Skal musik og støj fjernes i København', som fik mere 27.000 støtter. 

quote Hvis man holder fast i det her på den lange bane, så vil det begrænse de aktiviteter, der sker ude i byen.

Esben Marcher, sekretariatschef hos Dansk Live.

Men nu er støjreglerne i høring, og i politikernes udspil bliver støjniveauet på en lang række pladser hævet til 80 decibel. 

Det er dog stadigvæk langt fra nok, lyder det fra musikfestivalernes organisation. Og derfor fygter folkene bag byens festivaler, at bylivet i København fremover vil lide et alvorligt og betydningsfuldt knæk. 

- Det, som står tilbage, er desværre, at de niveauer, der bliver angivet, ikke er et niveau, som man kan afvikle en koncert under. Hvis man holder fast i det her på den lange bane, så vil det begrænse de aktiviteter, der sker ude i byen om sommeren, siger Esben Marcher, sekretariatschef hos Dansk Live.

Rammer den aldrig perfekt

Blandt det nye regelsæt for fest- og koncertstøj ligger der en hævning af lydniveauet, så der på 11 mindre pladser må spilles op til 80 dB. Men Indre By bliver de fleste steder, så der her kun må spilles 70 dB. Støjen måles ved nærmeste husface, hvor det er lokale beboeres påvirkning, der måles på. 

quote Jeg tror, vi bliver nødt til at indrømme, at vi aldrig rammer den rigtige beslutning hundrede procent.

Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten.

I sidste ende er det politikerne på Købehavns Rådhus, som skal beslutte hvis hensyn, der i sidste ende skal vægtes højest. Og det har derfor været en noget svær beslutning at træffe, fortæller Københavns Teknik- og miljøborgmester. 

- Der er selvfølgelig både nogle, som vil skabe liv i byen, og det er vigtigt i forhold til at have en god by. Samtidig er det vigtigt, at vi skaber kvarterer, hvor folk også har lyst til at bo og kan sove om natten. Så den balance skal vi hele tiden arbejde for, siger Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten, og tilføjer: 

- Jeg tror, vi bliver nødt til at indrømme, at vi aldrig rammer den rigtige beslutning hundrede procent. Men vi må bare øve os og blive bedre, og det er også derfor, at vi har lavet en lang indragende proces, og at forslaget er kommet i høring nu.

Her er nogle af forslagene i reglsættet for fest- og koncertstøj

  • På 11 mindre pladser tillades et lydniveau på op til 80 dB. 
     
  • Det svarer ifølge Københavns kommune til, at der er mulighed for at afvikle lettere livekoncerter som dem, man for eksempel kan opleve under Copenhagen Jazz festival.
     
  • Derfor kan der blandt andet skrues op for lydniveauet på for eksempel Balders Plads, Den Røde Plads, Enghave Plads, Enghaveparken, og Halmtorvet.
     
  • Indre By holdes fri for det høje lydniveau (Kongens Nytorv, Nytorv og Frue Plads er undtaget). Her må der generelt kun spilles op til 70 db. 
     
  • I Fælledparken foreslår forvaltningen et lydniveau på 70 dB mod de nuværende 80 dB. Det skyldes et hensyn til patienterne på Rigshospitalet, der ligger klos op ad parken.
     
  • I høringen indgår også, at der nu kan spilles musik på en række pladser, der ikke har væet i spil før:
    Det gælder Søren Kierkegårds Plads, Bibliotekshaven, Kastellet, Knippelsbr, Designmuseets Have og Havnegade ved Nationalbanken. Her må der alle steder spilles op til 70 dB.

 

Kilde: Københavns Kommune

Fest eller nattesøvn

Jens Christian Tjell skal sammen sin egen boligforening og Københavns BeboerNetværk i gang med at skrive et høringssvar til Teknik- og Miljøudvalget, og her håber han nu på politikernes forståelse. 

- Der er simpelthen for meget larm og spektakel herinde. Her bor stadigvæk 8000 mennesker inde i Middelalderbyen, og de skal da ikke ligefrem generes hele tiden, lyder det fra formanden for Stræderne og Strøget

Modsat sætter musikfestivalernes organisation alle sejl ind på at få friere tøjler fremover for byens bedste. 

- Vi vil da opfordre til, at man får et mere nuanceret blik på de her koncerter, og at man tager hensyn til, at man for eksempel på en procentdel af aktiviterne på en given plads kan spille på et reelt koncertniveau, så man også kan lave nogle koncerter, som tilfredsstiller publikum, siger Esben Marcher. 

De nye forskrifter er i høring frem til den 5. februar. Derefter samler forvaltningen alle svarene sammen.

Teknik- og Miljøudvalget ventes at skulle tage endelig stilling i løbet af foråret, inden sæsonen for udendørs koncerter for alvor går i gang.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik