Urolig borger efter skud: Det kunne jo have været ens lillesøster

Politiet søger vidner til skudepisode i Ballerup.

På en cykelsti i Ballerup blev en 28-årig mand lørdag aften ramt af et skud, og det gik ikke ubemærket hen blandt de lokale borgere i området omkring Banetoften.

- Tidligt i morges var der afspærret i området, og der holdt fire eller fem patruljevogne, så vidt jeg kunne se, siger den lokale borger Charlie Kamby til TV 2 Lorry.

Københavns Vestegns Politi fik anmeldelsen om, at en 28-årig mand var blev ramt af skud i venstre ben klokken 21.22 lørdag aften. Dramaet udspillede sig på en cykelsti, der også kaldes Pederstrup-stien. 

Efterlyser vidner

Manden blev bragt til Herlev Hospital og er uden for livsfare. 

Alligevel har episoden gjort stort indtryk på Charlie Kamby.

- Det gør mig lidt urolig, for det kunne jo have været en ven eller en lillesøster, der var på vej hjem. Så jeg sætter pris på, at der bliver gjort noget ved det, siger han til TV 2 Lorry.

Københavns Vestegns Politi er i gang med at efterforske sagen og hører gerne fra vidner.

Vidner beskriver gerningsmanden som mand, dansk af udseende, 20-25 år, 175-185 cm høj, med lyst mellemlangt hår og talte dansk.

Gerningsmanden flygtede fra stedet på en sort damecykel med brun flettekurv på metalgitter og muligvis brunt sæde.

Søndag aften oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry, at man har fået enkelte tip fra borgere. Der har dog ikke været noget konkret at gå videre med. 

Øget patruljering

Har man oplysninger i den forbindelse kan Københavns Vestegns Politi træffes på telefonnummer 43861448.

Der er ifølge politiet intet, der tyder på at skudepisoden er banderelateret. 

Som følge af skyderiet har politiet søndag øget patruljeringen i området, oplyste politikredsen på Twitter.
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik