Urinade: Nørrebro stinker efter Distortion

Foto: Jesper Martin Hansen

25.000 liter urin blev afleveret ved årets første Distortion-gadefest. Det kan lugtes på Nørrebro.

I går havde tusindvis af mennesker en kæmpe fest på Nørrebro. I dag kæmper de lokale beboere med tømmermændene.

Mange Distortion-deltagere tisser nemlig gladeligt på gader, stræder og i gårde, og det skaber en knapt så festlig lugt for dem, der bor på Nørrebro til daglig.

Ifølge festivalens egne beregninger resulterer hver gadefest i mindst 25.000 liter urin. Og så har man kun regnet med, at hver festdeltager tisser én gang.

'Her stinker meget kraftigt af pis. Folk startede allerede ved højlys dag. Det virkede som om, de var ædru. Jeg har nogle venner, der flygter i sommerhus hvert år på denne tid. Jeg ville virkelig ønske, det regnede i dag, siger Jesper Hansen, der bor på Nørrebrogade.

Arrangørerne bag Distortion ønsker ikke genere nogen, men synes ikke, de kan gøre meget mere, end de allerede gør.

- Vi er kede af, at det er til gene for folk. Men det er næsten lige meget, hvor mange toiletter, vi sætter op, så vælger folk at tisse alle andre steder. Det eneste, vi kan gøre, er at gøre godt rent bagefter, siger Mathilde Friese, der er presseansvarlig for Distortion.

Hun gør opmærksom på, at Distortion lever op til alle kommunens krav, når det gælder antallet af toiletter og rengøring efter gadefesterne.

Gadefesterne til Distortion slutter klokken 22. Klokken 23 går Københavns Kommune i gang med at gøre rent.

Hvis man oplever, at der ikke er gjort tilstrækkeligt rent, kan man sende en mail til beboer@cphdistortion.dk, og så sørger Distortion-folket for, at henvendelsen kommer videre til kommunen.