Uønsket for vanvidskørsel - men i aften afholder de endnu et biltræf

I flere kommuner på Vestegnen generes borgerne af biltræffet "Striben Ishøj". I aften afholdes endnu et arrangement, denne gang ved City 2 i Høje-Taastrup.

I Ishøj har kommunen gjort alt, hvad den kan, for at bekæmpe det ekstremt populære biltræf "Striben Ishøj", hvor tusindvis af borgere mødes og deler deres begejstring for biler.

Men i forbindelse med til- og frakørslen til arrangementet har flere bilister svært ved at overholde færdselsreglerne, så politiet flere gange har udstedt bøder i bunkevis.

Derfor har Ishøj Kommune placeret betonklodser rundt om de store parkeringspladser nær Industridalen, så Striben Ishøj ikke har noget sted at mødes - og det har nu fået arrangementet til at rykke videre til parkeringspladsen ved City 2 i Høje-Taastrup.

Men Københavns Vestegns politi er fortsat meget opmærksomme på det kontroversielle event.

- Vores forventninger er, at flere fortsat vil have svært ved at overholde færdselsreglerne, så vi har selvfølgelig fokus på aftenens arrangement, siger Lars Guldborg, vagtchef hos Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

Arkivfoto fra lovligt gaderæs på afspærrede veje.
Arkivfoto fra lovligt gaderæs på afspærrede veje.
Foto: NHansenPhoto.dk

I hvilket, politiet vil være til stede, vil vagtchefen ikke uddybe, men han forsikrer, at politiet er opmærksomme på arrangementet, der generer mindst ligeså mange, som det glæder.

- Striben Ishøj er til stor gene for folk, som bor i de områder, det bliver afholdt. Det larmer fra bilerne, som kører med sportsudstødning og gasser voldsomt op. Og det er så bare én ting. Noget andet er, at de rask væk overtræder færdselsloven, når de kører bilræs på vejene til og fra arrangementet, siger Lars Guldborg.

Heller ikke velkomne i Høje-Taastrup

I Høje-Taastrup skal Striben Ishøj heller ikke forvente at blive modtaget med åbne arme, da borgmester Michael Ziegler tidligere har udtalt sin modstand mod arrangementet, da det blev afholdt i nabokommunen Ishøj.

- Jeg har ikke noget at kritisere Ishøj for, men vi er frustrerede over, at de vælger at kommer hertil. Vi kommer til at tale med politiet om, hvad vi kan gøre for at sikre, at det ikke bliver en tilbagevendende begivenhed, sagde Michael Ziegler til TV 2 Lorry for et par uger siden.

Forår er også sæsonstart for fænomenet gaderæs som foregår mange steder i hovedstadsområdet, men flere kommuner vil nu have stoppet bilentusiasterne

- Hvis der er noget, vi kan gøre som kommune, så gør vi det. Det handler om at sende et klart signal til dem om, at det slet ikke er en mulighed for dem at køre ræs i Høje-Taastrup Kommune.

Blandt fartsynderne til sidste gang, der blev afholdt et Striben Ishøj-evet var en 28-årig mand med børn i bilen, der blev målt til at køre 91 kilometer i timen i en 50 km/t-zone.

Derudover blev en bilist målt til at køre 209 kilometer i timen i en zone, hvor man må køre 70.

Og selvom arrangørerne overfor TV 2 Lorry har fortalt, at de tager afstand fra fartovertrædelserne og generelt på sin Facebook-side opfordrer folk til at overholde færdselsreglerne, så har de ifølge politiet stadig et medansvar.

- Arrangørerne har et medansvar, når folk samles for at deltage i Striben Ishøj. Og det dur simpelthen ikke, at folk på den måde overvurderer deres evner som chauffører, for det kan ende med at gå helt galt, siger vagtchef fra Københavns Vestegns Politi Lars Guldborg til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry forsøger at få en kommentar fra arrangørerne af Striben Ishøj.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik