Universiteter vil gøre op med den gamle skole

Nye studerende kan hverken sætte kommaer, læse en lang, kompleks tekst eller skrive ordentligt. Og så har de svært med at koncentrere sig i længere tid ad gangen.

Men i stedet for at beklage sig over ungdommen er det nu tid til at fokusere på, hvad de kan, og omlægge universiteternes undervisning til nye former, som rammer de unge.

Det siger Hanne Leth Andersen, der er nytiltrådt rektor på RUC og formand for Dansk Universitetspædagogisk Netværk til Politiken torsdag.

»Vi kan behandle de studerende som små patienter og synes, at verden er af lave. Men vi kan også se på, hvad det skyldes, og se på, hvad de egentlig kommer med i stedet for at give dem en negativ overgang mellem uddannelserne«, siger rektoren, der tidligere har forsket i uddannelsespædagogik, til Politiken.

Analysen går igen på andre af landets universiteter, hvor der i øjeblikket udvikles nye undervisningsformer på højtryk. På Aarhus Universitet har man sat et væld af undersøgelser i gang for at kortlægge, hvordan man får lavet det bedste læringsmiljø.

Og på Syddansk Universitet har projektet 'De studerende i centrum' skubbet underviserne til at tænke meget mere i at aktivere de studerende i undervisningen. På alle universiteterne indføres der undervisning, hvor de studerende streamer forelæsningen på computeren derhjemme og arbejde mere aktivt, når de mødes med deres underviser på studiet.

Det er blandt andet de studerendes brug af smartphones og tablets, der sætter den klassiske forelæsning i et auditorie under pres, lyder en af forklaringerne fra universiteterne. Alligevel er det stadig den primære form for undervisning, fortæller Lars Ulriksen, professor i naturfagenes didaktik på Københavns Universitet og forsker i overgangen mellem ungdomsuddannelse og universitet.

»Der er rigtig meget auditorieundervisning på Københavns Universitet. Det er ikke det samme, som at det er en god idé. Faktisk tyder det meste forskning på, at det er en skidt idé, og det har forskningen vist længe. Men det er en meget stærk tradition på både danske og internationale universiteter at undervise med forelæsninger i auditorier«, siger han til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik