Universitet strammer optagelse: Først karakterkrav - så prøve

Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Ritzau Scanpix

Københavns Universitet intensiverer jagten på de dygtigste og mest motiverede studerende.

Går du med drømme om at checke ind på Danmarks største universitet, så kan der snart være en ny måde at indløse billet på. 

Københavns Universitet er nemlig ved at indføre en ny, samlet optagelsesmodel.

I sidste måned kom det frem, at håbefulde kvote 2-ansøgere fra i år og indtil 2020 skal have minimum 6,0 i karaktergennemsnit.

Karakterkravet er dog formentlig kun midlertidigt. Universitet vil nemlig gerne indføre en adgangsprøve, skriver Berlingske.

Prorektor: 'Et ægte alternativ'

Vi er klar til at gå nye veje for at få fat i mange forskellige typer af talentfulde unge.

Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet 

- Vi er klar til at gå nye veje for at få fat i mange forskellige typer af talentfulde unge. Vi har sat barren højt med karakterkravet på 6,0. Men vi vil gerne lave en ægte alternativ vej ind på universitetet, hvor vi tester de unges kompetencer og parathed på en anden måde end blot at skele til deres gennemsnit, fastslår prorektor Lykke Friis på universitets hjemmeside.

Om to år vil studerende derfor muligvis skulle udfylde en test, skrive en motiveret ansøgning eller til samtale. Består man prøven, går man videre til en slags andenrunde, hvor ansøgningerne bliver bedømt af fagpersoner.

På den måde har man mulighed for at blive en af de 600-700 studerende, som Københavns Universitet årligt optager igennem kvote 2.

Læs også Universitet strammer krav: Ingen adgang med snit under middel

Ikke lavere krav – men andre krav

Det har aldrig været KU’s intention, at alle kan blive optaget i kvote 2.

Anni Søborg, vicedirektør for uddannelse

I sommeren 2016 gjorde en lovændring universiteterne mulighed for at stille et karakterkrav, der kun gælder i den ene kvote.

Det kræver dog, at universitetsloven ændres, hvis der skal indføres en adgangsprøve, som kun ansøgere i kvote 2 skal bestå.

Derfor kan universitetet her og nu ikke gennemføre den nye, samlede optagelsesmodel, men har ansøgt ministeriet om dispensation. I mellemtiden gælder altså kravet om mindst 6,0 på karakterbladet.

- Det har aldrig været KU’s intention, at alle kan blive optaget i kvote 2. Universitetet ønsker ikke at stille lavere, men andre krav i kvote 2, lyder det blandt andet fra vicedirektør for uddannelse, Anni Søborg.

Hun fortæller til Berlingske, at der i dag er flere studier, hvor der er flere pladser end ansøgere, hvilket i praksis betyder, at der er frit optag. Her oplever universitetet frafald, som de håber at kunne forebygge med en adgangsprøve.

Om den samtidig kan skræmme nogle ansøgere væk, kan hun ikke sige noget om. 

Kvote 2 og adgangsprøver

Hvor kvote 1 optager ansøgerne alene på baggrund af fag og karakterer, bliver ansøgerne i kvote 2 optaget efter udvægelseskriterier, der er fastsat af det enkelte uddannelsessted.

På Københavns Universitets hjemmeside fremgår seks kriterier: Studiepotentiale, faglige færdigheder, faglig motivation, kendskab til uddannelsen, formidlingsevne og karakterer fra den adgangsgivende eksamen.

De optager cirka ti procent gennem kvote 2.

Tests, samtaler og prøver bliver allerede brugt på enkelte af deres uddannelser, blandt andet veterinærmedicin og musikvidenskab.

Københavns Universitet er ikke de eneste, der har fået prøvetanker. Fra sidste år indførte Syddansk Universitet for eksempel adgangsprøver til kvote 2 på 59 bacheloruddannelser.

Kilder: Københavns Universitet og Berlingske 

Læs også Studenterforening: DTU har manglet procedure for sexchikane