Universitet lukket efter trusler om skyderi

Frygt for skoleskyderi fik mandag ledelsen på Lunds universitet til at aflyse alle forelæsninger.

Universitetet i Lund er mandag lukket, efter at flere studenter i byen er kaldt til afhøringer hos politiet vedrørende en trussel om et skoleskyderi sendt på app'en Jodel, skriver TT.

- Vi har valgt det sikre frem for det usikre, men vi håber, at der kun er tale om en dårlig spøg, siger Torbjörn von Schantz, som er rektor ved Lunds universitet.

Han beklager den ulejlighed, som indstillede forelæsninger medfører for studerende, men han understreger, at hensynet til sikkerheden må gå forud for alt andet.

- Universitetet har fra det foretagende, som driver app'en, fået oplysninger om, truslen øjensynligt er sendt fra et andet område - og altså ikke fra Lund, siger rektoren.

- Truslen skal være rundsendt til flere steder, men den forsvandt igen, inden der blev opmærksomhed om den, siger von Schantz.

I truslen bliver studerende advaret mod at følge undervisningen mandag.

- Nogle af Jer er OK. Gå ikke på universitetet i morgen, hvis I er i Lund. Hold øje med nyhederne i morgen tidlig, hedder det.

Teksten ligger tæt op af en tekst, der blev sendt ud på internetsiden 4chan forud for et skoleskyderi i begyndelsen af oktober på Umpqua Community College i Roseburg i den amerikanske delstat Orgeon.

Her skød og dræbte en 26-årig mand ni mennesker, inden han begik selvmord.

Det er endnu ikke fastslået om drabsmanden havde sendt truslen.

Mange studerende anvender Jodel-app'en, og truslen i Lund er rundsendt til mange studerende.

Svensk politi har forsøgt at lokalisere afsenderen, men det har ikke iværksat nogen operativ indsats omkring universitetet.

- Der er intet konkret, som peger på, at noget virkelig skulle ske, siger en talskvinde for politiet i Sveriges Region Syd.

TT skriver, at parken omkring universitetet mandag formiddag var meget tom i forhold til normalt. På bygningerne hænger skilte med budskabet: 'Today closed!'


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik