Foto: Roskilde Kommune

Unges fredagsfester skal stoppes med drastisk skridt

Nu vil Roskilde Kommune skride ind over for de unges druk i byens parker.

Festglade unge i Roskilde har fået for vane at samle sig i Folkeparken fredag efter skoletid for at fejre weekendens komme. Det indebærer både våde varer i rigelige mængder og dunkende bassrytmer.

Men det er gået over gevind, mener man i Roskilde Kommune, der nu tager et drastisk skridt.

Fremover skal det være forbud at spille høj musik og medbringe flasker og glas i kommunens parker fra fredag klokken 12 til lørdag klokken 12.

Når det senere på aftenen går for sig og flasker bliver brugt som kasteskyts, så bliver det for vildt. Så det må have en ende

Torben Jørgensen (S), formand for plan- og teknikudvalget, Roskilde

- Vi er rigtig glade for, at unge i byen samles. Men vi må indrømme, at når det senere på aftenen går for sig og flasker bliver brugt som kasteskyts, så bliver det for vildt. Så det må have en ende, siger formand for Roskildes plan- og teknikudvalg , Torben Jørgensen (S) til TV 2 Lorry.

Indtil videre skal reglerne gælde i et år, hvorefter ordningen skal evalueres, fremgår det af dagsordenen til torsdagens møde i kommunens plan- og teknikudvalg.

Læs også Unge sviner stadig i parken

Risikerer bødestraf

Reglerne kommer ikke blot til at gælde i Folkeparken og på Vigen, der også har været et populært sted at holde fredagsfesterne, men i alle byens parker.

Overtrædes reglerne, risikerer de unge at få bøder på op til 3.000 kroner samt at få konfiskeret deres forstærkere og højttalere.

Der vil blive opsat skilte med de nye regler, og fremover vil Midt- og Vestsjællands Politi håndhæve de nye regler, der skal træde kraft allerede til april, hvor kommunerne forventer, at de unge begynder at mødes i parkerne. 

I udgangspunktet vil det dog være tilladt for de unge at medbringe dåser og plasticflasker i parkerne. 

Læs også Unge efterlyser politi i Folkeparken

Læs også Politi måtte gribe ind med hunde over for fulde skoleelever