Unges fester giver igen problemer

Nye regler om, hvor meget der må festes og larmes i Folkeparken i Roskilde har nu flyttet problemet et andet sted hen.

Da Roskilde i marts indførte nye regler for fest og musik i kommunens parker, var det for at lægge en dæmper på de unges fester og mængden af affald de medførte.

Men nu lader det i stedet til, at de unge bare fester et andet sted.

I hvert fald har de nye regler fået negative konsekvenser i Gadstrup, hvor en gruppe unge fra Roskilde og København nu har flyttet festen til Klub Roskilde Syd i stedet. Det skriver sn.dk.

Udvid Folkeparksreglerne

Det får nu medlem af Roskildes Skole- og Børneudvalg, Jette Tjørnelund, Venstre, til at foreslå, at man også indfører de nye Folkeparksregler på arealerne ved alle kommunens institutioner.

Det sker efter, at flere af naboerne til Klub Roskilde Syd har henvendt sig til kommunens skoleforvaltning med problemet.

Jette Tjørnelund mener, at de unge skal have lov at more sig, men at det ikke må ske på naboernes bekostning, ligesom at personalet ikke skal bruge tid på at rydde op efter de festglade unge.

Forvaltningen er på sagen

Sagen er meldt til politiet, og formanden for Roskildes Skole- og Børneudvalg, Claus Larsen, Soc.dem., forklarer, at forvaltningen er ved at se på sagen.

- Man kan allerede gribe ind nu, da de unge jo skal holde sig til de helt almindelige regler, der gælder for alle, siger han til sn.dk

Overfor avisen påpeger han, at han heller ikke mener, personalet skal bruge tid på at rydde op efter de unge, og at naboerne må kunne forvente nattero.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik