Unge står i kø for at få kureret hovedpinen

Flere hundrede børn og unge bliver hvert år behandlet for hovedpine og migræne. Ventetiden er på flere måneder, skriver Urban.

Knap 400 børn og unge bliver årligt behandlet for hovedpine
eller migræne på Børnehovedpinecentret på Glostrup Hospital.
Centret, der blev oprettet tre år siden, er det eneste af sin
slags i Danmark, og er stærkt efterspurgt. På et tidspunkt var
ventelisten helt oppe på 800, siger Hanne Johansen, der er
formand for Migræne & Hovedpineforeningen, til Urban.»Problemet
med hovedpine hos børn og unge er stigende, og der er lang
ventetid på behandling, fordi der er så mange,« siger hun. En
del af forklaringen på det store behov for behandling kan også
være, at det ganske enkelt er muligt at få nu.»Der er mange, der
vil i behandling, fordi der nu er kommet fokus på det siden
vores oprettelse. Vi har en ventetid på ca. fire måneder, og det
er vi stolte af, for det er kort tid at vente. Det går i den
rigtige retning,« mener SUSANNE MUNCK KLANSØ, som er børnelæge
på Børnehovedpinecentret.
Hanne Johansen mener, at usund levevis og et for stort forbrug
af hovedpinepiller er to store årsager til hovedpineproblemerne
hos børn og unge.»Det kan være fordi, de spiser forkert med for
meget junkfood og ingen morgenmad, men det er også fordi, mange
unge spiser for mange hovedpinepiller. Hvis man gør det tre-fire
gange om ugen, kan pillerne fremkalde den næste hovedpine, og
det kan blive en ond cirkel,« siger hun. Susanne Munck Klansø
mener, at de unge selv kan gøre noget for at komme af med
hovedpinen.»Man behøver ikke at acceptere en hovedpine, for det
er noget, man kan undgå. De unge kan selv tage et ansvar, men
mange af dem er mere interesserede i kammerater og aktiviteter,«
siger hun.