Unge på kollegie trues til tavshed

Knuste ruder, smadrede døre, 12 sprængte postkasser på én nat. Tyverier. Op til fem indbrud på en weekend. Og ingen der tør sige noget. Ingen, der gør noget.

De sidste par måneder har en voldsom bølge af hærværk til
efterhånden mange hundrede tusinde kroner og indbrud hørt til
den faste dagsorden på Kronborg Kollegiet, Rasmus Knudsens Vej i
Helsingør, hvor der er 100 lejemål, skriver Helsingør Dagblad
fredag.
I kølvandet på de mange tyverier og ødelæggelser følger
trusler overfor mange af de unge om at holde mund med, hvem
gerningsmændene er, hvis de har set eller hørt noget. Trusler om
hævn, hvis nogen bliver grebet i at »sladre«, gør, at
gerningsmændene efterhånden raserer kollegiet flere gange om
ugen uden at nogen griber ind.
Helsingør Dagblad bragte 3. januar en artikel om nye indbrud,
hvor også nogle forældre, der ønskede at fremstå anonymt,
opfordrede til, at der bliver sat en stopper for uro, hærværk og
indbrud.
- Vi har overvejet at installere videoovervågning og få en
hundevagt på. Men alt koster penge, og skal huslejen for de unge
holdes nede, så skal udgifterne jo også, forklarer kollegiets
service-medarbejder Michael Frederiksen, der nu vover at stå
åbent frem og stille spørgsmålstegn ved den kultur, der især den
sidste tid har raseret kollegie-miljøet i Helsingør.
- Jeg har arbejdet her i fire år og jeg har aldrig oplevet
noget så slemt, som det er blevet nu, siger han til Helsingør
Dagblad.
- Mit indtryk er, at det kan være en gruppe udefra, der har
fundet ud af, hvor nemt det er at gå ind og smadre det hele her.
Ingen gør noget. Ingen tør sige noget. Det er, som om de unge
lever med de gener og den utryghed, det giver, fordi de tror, at
det ikke kan være anderledes, fortæller service-medarbejderen.
- Nogle giver op og flytter igen. Det er desværre ofte de
stærke, de vælger at flytte, fordi de ikke vil finde sig i det.
Jeg har opfordret flere af de unge, jeg taler med, til at prøve
at stå sammen og finde modet til at stå frem og sige »sådan gør
vi ikke her.«
Men de virker enormt nervøse og pressede, siger Michael
Frederiksen.Også et kollegium i Hillerød, ligeledes ejet af De
Unges Almennyttige Boligselskab, som også sorterer under Michael
Frederiksen, oplever samme voldsomme stigning i hærværk og
tyverier samt trusler over for de unge om at holde mund.