Unge om afpresning af kirke: Det var en spøg

Hellig Kors Kirke på Nørrebro har anmeldt en sag om pengeafpresning. Afpresserne undskylder nu.

Tre drenge mødte fredag morgen op i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København for at sige undskyld for, at de havde presset penge af kirken, "fordi den lå i deres område".

Læs også: Pengeafpresning mod kirke på Nørrebro

- De har henvendt sig personligt her til morgen (fredag, red.) og sagt undskyld, og at det blot var ment som en spøg, siger kirkens menighedsrådsformand Mikkel Gabriel Christophersen til DR Nyheder.

Kirken tager imod undskyldningen og har tilgivet drengene, siger menighedsrådsformanden.

Kirken har meldt drengene til politiet, efter at de to gange var mødt op ved kirkens bagindgang og krævet beskyttelsespenge.

Senere fredag tager menighedsrådet stilling til, om politianmeldelsen skal trækkes tilbage.

I august i år oprørte en sag om pengeafpresning på Café Viking i samme bydel hele landet, da den modige ejer, Jane Pedersen, trådte op mod bøllerne og stod offentligt frem efter trusler og hærværk.

Hellig Kors Kirke på Kapelvej ligger i hjertet af Nørrebro, få hundrede meter fra Blågårds Plads.

Begge de gange, drengene mødte op i kirken, meddelte de kirketjeneren, at kirken lå i deres område, og at der skulle falde penge.

Begge gange fik drengene et klart nej.

Politikommissær Tom Arnoldsen, Bellahøj Politi, sagde torsdag til ekstrabladet.dk, at politiet har modtaget en anmeldelse om mulig afpresning.

- Anmeldelsen kræver yderligere afhøringer, før vi kan vurdere sagen. Det er naturligvis noget, vi følger op på og tager seriøst. Den slags skal tages i opløbet, siger Tom Arnoldsen.

I slutningen af november blev et 19-årigt medlem af indvandrerbanden Brothas idømt otte måneders fængsel ved Københavns Byret i afpresningssagen fra Café Viking.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik