Unge i København får lov at sætte dagsordenen på Rådhuset

På torsdag skal Københavns Borgerrepræsentation tage stilling til fire forslag stillet af unge i alderen 12-20 år.

Når borgerrepræsentationen i Københavns Kommune mødes på torsdag, så er det til en lidt anderledes dagsorden, end de er vant til.

Med på dagsordenen er der nemlig fire forslag stillet af Ungerådet, som består af 35 unge i alderen 12-20 år.

Én af dem der sidder i Ungerådet og har været med til at udvikle forslagene, er 15-årige Julia Lambert:

- Jeg tror, det var fordi, jeg altid har interesseret mig for politik og hvilket samfund, vi lever i i København. Men jeg har aldrig haft den rigtige platform, siger hun.

Men det med platformen blev der lavet om på sidste år, da Ungerådet i København blev oprettet.

Fire forslag om året

Medlemmerne vælges for en etårig periode, og i løbet af året inddeles de i arbejdsgrupper, hvor der udarbejdes fire forslag, som borgerrepræsentationen efterfølgende skal tage stilling til.

Målet er at sikre, at de helt unge også får medindflydelse på Københavns udvikling.

- Fordi vi er unge, så ved vi, hvad de unge gerne vil. De voksne ved ikke, om vi vil i teatret eller til koncerter, siger Julia Lambert.

Julia Lambert på Københavns Rådhus.
Julia Lambert på Københavns Rådhus.
Foto: Morten Bisgaard/TV2 Lorry

Det er blandt andet forslag om et kultur-klippekort for unge i alderen 18-25 og en Ungelance til dem, der mangler mental støtte, som borgerrepræsentationen skal tage stilling til.

- Det er helt urealistisk. Vi sad bare til et møde, hvor vi skrev alle mulige ideer ned. Nu er det faktisk blevet til en realitet, siger Julia Lambert.

Christopher Røhl Andersen, der er valgt for Radikale Venstre, er glad for, at de unge nu er kommet tættere på de beslutninger, der træffes på rådhuset:

- Ungerådet bidrager med friske øjne. Det er noget, som ikke er overrepræsenteret i borgerrepræsentationen. Så på den måde er de rigtig gode at have med, siger han.

Julia Lambert håber på at blive valgt ind til et år mere i Ungerådet, og hun opfordrer andre unge til at gøre det samme:

- Jeg synes, man skal stille op til Ungerådet, fordi jeg ikke tror, at andre er klar over, hvor meget indflydelse man får som ungerådsmedlem.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik