Unge buher minister ud af gymnasium: ”Vi er ikke bare tal”

Undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance var torsdag gæst på Ørestad Gymnasium. Hun måtte dog se sig buhet ud før tid.

Flere hundrede gymnasieelever på Ørestad Gymnasium havde torsdag stillet sig op med både bannere og slagord, da undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance gæstede gymnasiet.

I et videoklip, som TV 2 Lorry er i besiddelse af, ses det, hvordan undervisningsministeren konfronteres med hyl og ”buh”-råb, da hun efter en frokost med gymnasieadministrationen gik gennem aulaen for at fortsætte sin planlagte tur til en snak om demokratisk dannelse på gymnasiet.

Med slagord som ”vi er ikke bare tal” og kampråbet ”ny reform” blev ministeren konfronteret med elevernes syn på regeringens omprioriteringsbidrag, som betyder, at de almene gymnasiale uddannelser siden 2016 har skulle spare to procent i budgettet – hvert år.

"Hvad med de otte medarbejdere, som har mistet deres job?"

En elev stopper ministeren op på trappen og stiller hende en række spørgsmål:

- I kommer kørende i en stor BMW og en Porsche, og så skal vi spare to procent, som gør, at vi mister otte medarbejdere, lød det fra en elev, som efterfølgende siger ”vi er ikke bare tal!”.

- Nej, det er I ikke, svarer ministeren, før hun blev mødt af endnu et spørgsmål.

Her ses ministeren i snak med én af eleverne.
Her ses ministeren i snak med én af eleverne.
Foto: Privatfoto

- Og de lærere, som har mistet deres job – hvad så med dem?, lød det fra eleven.

quote Og de lærere, som har mistet deres job – hvad så med dem?

Elev på Ørestad Gymnasium

- Det er sådan, at uanset om man er leder i en offentlig organisation eller en privatorganisation, så må man lige stramme ind engang imellem, og sørge for at pengene passer, svarede ministeren og tilføjede:

- Måske kender du nogen, der har en butik, eller som arbejder i en offentlig organisation – og det vil altid være sådan, at man engang imellem lige skal stramme op.

- Hvad så med fraværsloven?, spurgte eleven igen.

- Hvad med den?, lød det fra Riisager.

- 100 procent fravær for at komme ét minut for sent? Alle os her kommer ikke kørende i en Porsche. Vi er alle sammen afhængig af offentlig transport, svarede eleven, før ministeren fortsatte op ad trapperne til råb og hujen.

Minister måtte afbryde møde

Mødet med de utilfredse gymnasieelever førte til, at undervisningsministeren måtte afbryde sit planlagte møde med elevrådet om demokratisk dannelse.

quote Desværre er der nu en så anspændt stemning, så vi ikke kan fortsætte besøget.

Merete Riisager, undervisningsminister, Liberal Alliance

- Desværre synes jeg ikke, det har været en god oplevelse i dag. Vi kom for at diskutere demokratisk dannelse. Jeg har mødtes med rektor, med lærerne og også med eleverne – jeg skulle have mødtes med elevrådet, lød det fra undervisningsministeren foran Ørestad Gymnasium efter besøget.

- Desværre er der nu en så anspændt stemning, så vi ikke kan fortsætte besøget. Det er rigtig ærgerligt, fordi demokratisk dannelse handler om, at man skal kunne diskutere sin utilfredshed, uanset hvad det handler om, sagde Merete Riisager og tilføjede:

- Men det må ikke blive på en måde, hvor man ikke kan være der. Det er den situation, vi er havnet i i dag. Og det er ærgerligt, for så stopper den demokratiske samtale, når man ikke kan være i det sammen. Og det synes jeg, er noget, I skal prøve at diskutere her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik