Foto: TV 2 Lorry

Unge bruger lattergas som rusmiddel

Farlig leg med lattergas blandt unge i Rudersdal. I kombination med alkohol kan det være et livsfarligt rusmiddel.

Der er ikke meget sjov ved lattergas. I hvert fald er det ikke noget man skal eksperimentere med.

Men det er netop, hvad flere unge er begyndt at gøre i Rudersdal, skriver Frederiksborg Amts Avis. Lattergas er blevet et nyt rusmiddel.

Men lattergas i forbindelse med alkohol kan være en livsfarlig cocktail, advarer Sundhedsstyrelsen, og det overrasker en 15-årig dreng som Frederiksborg Amts Avis har talt med.

- Jeg har kun hørt om én person, der er død af at tage lattergas, så derfor troede jeg på ingen måde, at det kunne være farligt. Og da de stod 20 drenge, som alle gerne ville have mig til at tage det, så bukkede jeg altså under for gruppepresset, fortæller han.

50 patroner med lattergas koster 150 kroner på nettet, og stigningen af unge mennesker, der eksperimenterer med lattergas er blevet bemærket af kommunen. Det fortæller SSP-medarbejder Claus Hastrup fra Ung i Rudersdal til avisen .