Unge begynder tidligere på universitetet.

De bliver yngre og yngre. 64 procent af de unge, som netop er begyndt på en uddannelse på landets universiteter, er 21 år eller yngre. Det er en stigning på 12 procentpoint siden 2005, viser Videnskabsministeriets analyser af årets optag. Det skriver Politiken tirsdag.

Især på de humanistiske studier som
dansk, filosofi og litteraturvidenskab er tilstrømningen af
yngre studerende røget i vejret. Her er andelen af de optagne,
der er 21 eller yngre, steget med 5 procentpoint alene siden
sidste år og 9 procentpoint siden 2007.

På de sundhedsvidenskabelige og tekniske uddannelser som medicin og ingeniør er andelen af nye studerende, der er 21 år eller yngre, nu oppe på 72 procent, skriver Politiken. Chefen for Den
Koordinerede Tilmelding, Jakob Lange, bifalder udviklingen med
yngre studerende. »Jo yngre de er, jo bedre klarer de sig«,
siger han til Politiken.

Videnskabsminister Helge Sander (V) ser
også med stor tilfredshed på udviklingen. »Det er en gevinst for
både de unge selv og for samfundet«, siger han til Politiken.
Danmark har længe været i førertrøjen internationalt, når det
gælder antallet af sabbatår og høj gennemsnitsalder blandt
studerende.

Og det er alt andet lige, som økonomerne siger,
noget skidt i forhold den enkeltes livsindkomst og
samfundsøkonomien generelt. I dag er det kun hver femte af de
nye studerende på universiteterne, der har holdt mere end to
sabbatår.